Ny hudplejerutine - produkterne
Ny kurs, nye veje, nye hudplejeprodukter.
For nogen tid siden lagde jeg en ny hudplejekurs - en ny rutine til fedtet og uren hud med hudplejeprodukter uden olie.
Mit første indlæg om min nye hudplejerutine affødte en lille bunke henvendelser om forskellige erfaringer og en række spørgsmål omkring, hvilke hudplejeprodukter, jeg specifikt havde fingrene i.
Selvom jeg endnu ikke synes, jeg kan drage nogen som helst konklusioner, er det dog alligevel på sin plads at få sat lidt ord på de forskellige produkter, som for nyligt er flyttet ind hos mig, og som er del af mit lille eksperiment, som forhåbentlig fører til en renere, pænere og mindre uren og fedtet hud.
Step 1: Pudderdåserne.dk T-zone peeling
I forbindelse med min første tid med den nye hudplejerutine rådførte jeg mig med dygtige Helene fra Pudderdåserne omkring hendes erfaring, når det gælder oliefri hudpleje og uren hud.
Udover, at hun mente, jeg nok var på rette kurs, så anbefalede hun mig desuden, at jeg begyndte at bruge Pudderdåsernes egen T-zone peeling. Min anke var, at jeg faktisk tidligere havde brugt den i en kort periode, men at jeg ikke kunne se noget resultat. Det viste sig dog, at jeg havde brugt den forkerte (kun i ny og næ og ikke hver dag), så nu bruger jeg T-zone peeling som det første om morgenen, og som det sidste om aftenen på den helt rene hud. Helen påpegede, at jeg kunne risikere at slå ud af T-zone peelingen, men at det kun var et lille bump på vejen. Det er ikke sket endnu, men jeg venter i spænding på, om den har den ene eller anden effekt.
Step 2: L'Oréal Revitalift Laser serum
Egentlig kunne jeg have valgt (stort set) hvilken som helst serum. Serums er nemlig beregnet til at gå dybere ind i huden end en ansigtscreme, og derfor indeholder serums (stort set) aldrig olie.
Men nu hvor jeg ikke længere tilfører olier til huden, tænker jeg, det er en rigtig god idé at bruge en god anti-aging serum, så jeg ikke ender med at lægger 15 år til min hud, nu hvor jeg ikke tilfører olier - godt nok måske en hud uden urenheder, meeeen ... Jeg bruger derfor L'Oréal Revitalift Laser serum, som er en effektiv og rar serum, som både indeholder Pro-Xylane og Hyaluronsyre. Begge dele binder fugt i huden - og fugt betyder fylde.
Step 3: Phyris Termasomi Gel
Og nu til et af de hudplejeprodukter, som har været lidt sværere at opstøve - en ansigtscreme uden olie!
Phyris Termasomi Gel en en gel-baseret ansigtscreme, som både fugter og øger fugtniveauet i huden. Samtidig indeholder cremen vitamin E, som booster hudens evne til at binde fugt og dermed elasticiteten i huden. Den er god til tør hud, men den er også god til moden hud, der ikke har brug for olie, men som i høj grad har brug for fugt.
Step 4: Phyris Whitening Triple Effect
Fordi Phyris har delt deres hudpleje ind i flere steps, hører Termasomi Gel og Whitening Triple Effect uløseligt sammen.
Hvor Termasomi Gel går ind og fugter, minimerer Whitening Triple Effect den naturlige olierende film på huden, og den beroliger og balancerer huden. Samtidig sørger den for, at huden bliver mere ensartet rent visuelt, fordi den også har en let blegende effekt.
Step 5: Cosborg Pigment Care
Dette sidste afsluttende step inden makeuppen har egentlig ikke, som sådan, noget med den nye hudplejerutine at gøre. Men den er alligevel del af den daglige rutine, så den har fået lov til at komme med alligevel.
Hver morgen og aften dupper jeg nemlig et par irriterende pigmentpletter på den ene kind med Cosborg PigmentCare. Cosborg PigmentCare er kendt for, at den kan minimere farveforandringer (i form af bl.a. pigmentpletter) i ansigtet, og så kan den tilføre huden beskyttelse mod nye pigmentpletter.
Som sagt ... Jeg forholder mig endnu neutralt til alle fem produkter, fordi jeg stort set kun lige er gået i gang, og det er som med al hudpleje; man skal give det minimum 60 dage, inden man ser den egentlige effekt.