Aniston

Ny hudplejerutine uden olie

I virkeligheden har dette indlæg været på vej i ret lang tid. Men det kræver sin kvinde at sætte sig ned og beskrive hele den lange farce, det er at have fedtet, teenagehud, når man forlængst har rundet de 30-something!

For det første er teenagehud som voksen ikke noget, man hverken får eller kommer af med fra den ene dag til den næste, for det andet er der simpelthen så mange facetter, produkter, anbefalinger, tanker etc. involveret, at det ville blive verdens længste indlæg, som ingen alligevel gider at læse. 

Nu har jeg dog hanket op i mig selv, sat mig til tasterne med en muddermaske i ansigtet og har besluttet at springe over, hvor gærdet er lavest og dele hele molevitten op i bider, så hverken jeg eller du kvæles i den. Men jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste voksne, der døjer med urenheder og fedtet hud, så jeg synes alligevel, at jeg vil øse ud. Ikke på en gang men over lidt tid.

First things first ... Jeg havde ret uren hud, da jeg var teenager. Dengang tænkte jeg, at det jo blot var en fase, så det var til at leve med. Dog har det efterhånden været en ret lang fase - også længere, end nogen burde være tjent med! Jeg har naturligvis ikke længere store bumser i hele ansigtet, men jeg døjer enormt meget med urenheder, tilstoppede porer og fedtet hud i specielt T-zonen (panden, næsen og huden omkring næsen). 

Det er mildest talt vildt irriterende! Tidligere gik jeg ud og fik en dybderens mindst en gang om måneden. Nu er jeg mor, direktør, multitasker og allestedsnærværende og synes ikke længere, jeg har tiden til den luksus så ofte, som jeg egentlig burde. Og hvorfor er det også lige mig, der skal trækkes med en hud, som kræver både virkelig meget tid og mange penge?! Det kan føles uretfærdigt, når de fleste andre i min alder har porcelænshud og i øvrigt måske får verdens mindste bums på næsen den ene gang om måneden, hvor hormonerne dikterer det - jeg får en sværm!

Over årene har jeg fået mange velmenende råd fra både kosmetologer, eksperter og andet godtfolk, som har anbefalet produkter, der efter sigende kunne redde min hud på XX uger. Det har aldrig hjulpet så meget som 5 minutter, og et velment råd endte desuden med, at jeg fik skrællet halvdelen af ansigtshuden af et par dage før mit bryllup. Super!

Med mange års råd og vejledning i bagagen havde jeg heller ikke de store forventninger (ud over en forventning om en god ansigtsbehandling), da jeg lagde vejen forbi Beauty by Zinati tidligere på sommeren. Klinikken ejes og drives af Elias, og Elias gjorde noget, som ingen anden kosmetolog nogensinde tidligere havde gjort.

Udover en række råd og produktgennemgange, anvisninger og beskrivelser undervejs i ansigtsbehandlingen, stillede han en masse masse spørgsmål: Drak jeg nok vand? Spiste jeg mange olier? Hvilke cremer brugte jeg? Hvad var der i? Hvornår kom udbrud? Osv. osv.

Efter forhøret og undervejs i ansigtsbehandlingen fik han sporet sig frem til, at min hud simpelthen reagerer på alle de olier, som den bliver udsat for. Et utal af olier fra ansigtscremer, fra kosttilskud etc. Og dem skulle jeg forsøge at skære ned på.

Fordi jeg aldrig havde hørt netop den anbefaling før, og fordi alt andet bare ikke har virket, så har jeg nu lagt alle ansigtscremer med olie på hylden, og jeg spiser ikke længere fiskeolie som kosttilskud, idet Omega 3 og 6 kan være med til at fedte huden.

Dog har det været virkelig svært at finde en ansigtscreme uden olie. Jeg var en kæmpe stak igennem herhjemme (alle med olie), jeg var på nettet og fandt ingenting, der skiltede med at være uden olie. Derfor nøjedes jeg også i en periode med at bruge serum morgen og aften - for dem er der ikke olie i.

Med megen møje og besvær fandt jeg dog en creme fra franske Biafine uden olie på et apotek i Frankrig. Den røg straks med hjem - bl.a. fordi den også var til at betale! Desuden har jeg fundet frem til Phyris, som har en lille miniserie uden olie, der er specielt designet til fedtet hud, der har lidt mere end 13 år på bagen.

Har det den ønskede effekt ... Tja ... Måske! Jeg tør ikke at sige så meget endnu. Men jeg synes ikke, min hud fedter helt så meget, som den ellers har gjort, og det selvom, det har været en varm periode, hvor huden typisk fedter ekstra meget. Det er således et skridt i den rigtige retning, og jeg er jo kun lige begyndt og prøver mig frem med oliefri produkter, mindre olie i maden etc. 

Mere om det en anden god gang! Nu tilbage til muddermasken!


For mere information om Beauty by Zinati.

ANNONCE
Et besøg hos Beauty by Zinati er ikke kun forkælelse for huden ... - Ny hudplejerutine uden olie Et besøg hos Beauty by Zinati er ikke kun forkælelse for huden ...
Del

Seneste nyt

Annonce