essie resort collection 2015
Perfekt til en lille sen sensommer get-away.
Ovenpå denne sommer kan vi vist alle godt trænge til at komme lidt væk - om ikke andet at drømme os væk.
essie er igen på banen med en resort collection, som er blevet lanceret i andre lande for nogen tid siden, men som nu endelig også snart lander i Danmark - lige i tide til en lille sensommertur ud i verden.
Resort collection 2015 indeholder, traditionen tro, fire fine neglelakker. Det er fire lakker, som er oplagte til en sensommer med lige dele sol og lige dele ny sæson, idet neglelakkollektionen har både de helt lyse og mere mørke nuancer.
essie time for me time er en helt lys, let transparent neglelak med et snert af lyserød og shimmer, som kun kan ses, hvis sensommerens solstråler rammer den.
essie cocoa karma minder mest af alt om en rigtig velgjort latte i farven. I flasken ser den lidt kedelig og lidt for brun ud. Men den giver en rigtig fin og varm effekt på neglene. Den bliver helt klart en favorit langt ind i efteråret.
essie suite retreat er endnu en blå neglelak fra essies hånd. Jeg har det personligt lidt svært med blå neglelak, fordi farverne ofte holder meget dårligere end så mange andre farver. Men suite retreat er nu fin, og fordi den går lidt over mod det lilla, holder den faktisk helt okay på neglene, inden den begynder at chippe. Og det endda med et enkelt velplaceret lag!
essie stones n'roses må være min favorit i kollektionen. Den er i hvert fald perfekt til vejr, vind og humør lige nu. Den er frisk, let fersken og rigtig pæn, når hænderne har fået en smule kulør.
Og hvornår mener essie så, at vi danskere skal holde ferie, spørger du? Resort collection 2015 skulle ramme handlen i uge 36. Lige til indgangen af en ny sæson, MEN ... Vi satser jo på, at sommeren varer længe endnu!
essie resort collection 2015 vil blive forhandlet til 99 kr./stk. i bl.a. Matas.