Støt brysterne armbånd 2015
Køb et armbånd. Det koster så lidt og betyder så meget.
September betyder ikke kun, at man kan mærke efteråret i luften. Den betyder ikke kun, at dagene bliver kortere, og at man igen skal til at finde jakken frem om morgenen, inden man sætter sig på cyklen.
September er også, traditionen tro, den måned, hvor vi sætter fokus på brysterne. Ikke de sunde af slagsen, men dem, som har været så uheldige, at blive ramt af brystcancer.
Vi har alle haft cancer inde på livet på den ene eller anden måde. Og vi ved alle, hvad det vil sige, at føle den afmagt, som en sygdom som kræft giver - hos de ramte selv, hos deres børn, forældre, venner og kolleger.
Heldigvis er der nogen, som forsker i bl.a. brystkræft, og det er dem, vi alle har mulighed for at støtte lige nu. For når vi støtter dem, så støtter vi også vores veninde, mor, datter eller kollega, som enten er ramt af brystkræft eller måske risikerer at blive det.
Støt Brysterne er klar med dette års Støt Brysterne armbånd. De koster kun 40 kr. stykket, og alt overskuddet fra salget af armbåndene går til forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Der er i alt fire forskellige armbånd. De er alle rigtig fine, gode at mikse og matche, og så har de en indgravering bagpå med små opløftende ord.
Og dagens opturshistorie? Cirka 85 pct. af de kvinder, som bliver ramt af brystkræft, overlever sygdommen. Det gør de, fordi der bliver forsket og forebygget derude. Så støt brysterne! Det koster så lidt :)
Støt Brysterne armbåndene forhandles i bla. Coop og Dansk Supermarkeds butikker landet over, apotekerne, jem og fix, arbejdernes landsbank og udvalgte H&M samt, naturligvis, på Kræftens Bekæmpelses egen webshop.