Depend 7 Day forårspalette
Et værdigt substitut for Gellack.
Jeg er stor fan af, at neglelakker holder længe. Derfor var Depend Gellack også lidt af en åbenbaring for mig, og jeg blev med det samme fan. Men men ... Mit Gellack-grej er forlængst pakket væk. Jeg tør ganske enkelt ikke "gellacke" den mere.
Da Depend dog valgte at sløjfe deres Gellack, lovede de også, at de ville forsøge at arbejde på noget nyt, som skulle være et værdigt substitut og en holdbar lak, der dog ikke indebar de potentielle farer, som det viste sig, at Gellack udgjorde.
Som jeg kunne berette for nogen tid siden, så har Depend nu sendt de såkaldte 7Day neglelakker på gaden. Jeg var personligt meget spændt på, hvad produktet mon kunne, og om det rent faktisk kunne lade sig gøre at lave en SÅ holdbar neglelak med gel-effekt uden hele lampe-apparaturet.
Nu har jeg vovet mig ud i Depend 7Day forårskollektionen, som indeholder ni fine forårsfarver, der spænder fra lyse grå nuancer til tæt på shocking pink.
Ligesom med Depend Gellack kræver Depend 7Day et starter kit, så man har en cleanser, en base coat og en top coat, der passer til 7Day-serien - samt en lille fil og en manicurepind som bonus. Og ligesom med Gellack renser man først neglen med cleanser, så påfører man base coat på den tørre negl. Base coat'en tørrer med det samme, så den er ikke helt som en almindelig base coat til almindelig neglelak, som godt kan være et par minutter om at tørre.
Efter base coat bruger man 7Day lakken. Det anbefales at bruge to lag, men faktisk dækker nogle af de nye forårslakker med blot et generøst lag. Efter et eller to lag, som tørrer ret hurtigt, påfører man to lag base coat, venter ganske kort, og så er lakken faktisk hærdet. Igen ... Lidt ligesom med Gellack, blot helt uden lampe og med en lille smule tørretid.
Det tager sådan cirka 15 minutter at lægge 7Day. Til gengæld slipper man for at gå og stritte med de halvvåde laknegle i meget mere end to minutter efter, og lakken har den der helt særlige glossede gel-effekt, som der ikke er mange almindelige neglelakker, der kan give.
Samtidig har Depend været så venlige at afmærke på deres flasker, hvor dækkende den enkelte lak er. En optegnet cirkel på flasken betyder dækkende, en halvt optegnet cirkel betyder halvdækkende, mens en cirkel uden farve betyder transparent. En meget cool feature, som gør det muligt at finde lige den type lak, som man er på udkig efter.
Men holder Depend 7Day så syv dage?
7Day er for det første stort set ikke til at ridse. Den bliver præcis lige så hærdet som en gel. Jeg tog opvasken og lavede mad fem minutter efter, jeg havde lagt lakken, og der kom ikke så meget som en rids! For det andet tørrer den, som sagt, noget hurtigere end en normal neglelak, hvilket gør den meget brugervenlig i en travl hverdag, som ellers godt kan give ridser i lakken, fordi man ikke lige har tiden til at lade neglene tørre 100 pct., inden man farer ud ad døren.
Dog holder 7Day ikke syv dage på mine negle. Den holder væsentligt bedre end eksempelvis Depends normale minilak, men den holder ikke bedre end eksempelvis en essie eller By K. neglelak med base og top coat. 4-5 dage har jeg fået lakkerne til at holde, inden de begyndte at blive slidte og krakelere på det yderste af neglene, og de derfor måtte af.
For at være fair, så siger Depend også, at 7Day holder "op til" syv dage, og 4-5 dage er i øvrigt på ingen måde en dårlig holdbarhed. Herudover er geleffekten og den korte tørretid klart fordele ved 7Day-lakkerne.
I øvrigt er Depend 7Day lige så nem at få af som en almindelig neglelak, og det er et stort plus ift. Gellack, som var lidt af en led strigle at få af neglene igen. Det anbefales, at man bruger en Depend neglelakfjerner, så det har jeg gjort.
Depend 7Day forår 2015 er i handlen nu til vejl. pris på 49,95/stk. Depend 7Day Starter Kit koster 100 kr.