Den der irriterende daglige hudplejepligt
Derfor er den daglige afrensning af makeup så vigtig.
Jeg er ikke perfekt! Og det er du heller ikke. Vi har alle sammen steder, hvor vi springer over, hvor gærdet er lavest. Men der er et sted, hvor jeg aldrig ALDRIG kunne finde på at vælge det nemmeste, og det er, når det handler om den daglige afrensning af huden.
Uanset om jeg er faldet i søvn på sofaen ovenpå en lang dag, eller jeg kommer alt for sent hjem fra rødvinshygge med veninderne, så går jeg aldrig på kompromis med det vigtigste, når det handler om at holde huden sund og ren - og ej heller med tandbørstningen i øvrigt ;-)
Når jeg møder kvinder, der i forbifarten nævner, at de har samme mascara eller foundation på som dagen før, og de så bare har klasket et ekstra lag ovenpå i anledningen af en ny dag, ja så kan jeg faktisk ikke lade være med at krumme lidt tæer. Det er naturligvis 100 pct. deres egen hovedpine, men hvorfor ikke være god og sød mod sin hud, når nu det er så nemt lige at fjerne makeuppen, inden man hopper til køjs?
Når du springer direkte i seng med makeup i hele hovedet, så er det nemlig ikke kun dit dyre sengetøj, det går ud over.
Hvis du ikke vasker dit ansigt helt rent, inden du går i seng, kan huden nemlig ikke slappe af og ånde. Huden bruger natten til at regenerere og til cellefornyelse, og det kan den ganske simpelthen ikke gøre særlig effektivt, hvis den ikke får en pause fra foundation, pudder, BB Creams og blush. Huden kan ikke komme af med de døde hudceller, og genopbygge sig selv. Det kan den derimod, hvis du sørger for at rense huden grundigt.
Og det behøver faktisk ikke at være specielt svært eller tidskrævende at fjerne sin makeup grundigt inden sengetid.
Lige pt bruger jeg eksempelvis L'Oréal Paris Micellar - Eye Make-up Gel remover til at fjerne øjenmakeup med og Cleansing Water til at fjerne resten af masken med. Udover at serien er parfumefri, så kan den også bruges meget enkelt. En vatrondel til øjnene med gel på og en vatrondel til ansigtet med Cleansing Water, som i øvrigt sagtens kan bruges til hele ansigtet, når man virkelig synes, det skal være hurtigt og nemt.
Det er ikke nødvendigt at pjaske med vand eller andet. Det er lige på. Men der findes et ton af nemme afrensningprodukter, så det er bare om at finde en favorit og så (for din egen og for din huds skyld) huske den.
Efter afrensning er det i øvrigt altid en rigtig god og velgørende idé at bruge en natcreme og/eller en god fugtgivende maske i ny og næ. Og hvis du vil skrue ekstra op for velværen for dig og din hud, så prøv at fjerne alt makeuppen allerede, når du kommer hjem fra job. Godt med natcreme i ansigtet, og så ellers bare fødderne op i sofaen. Det kan altså virkelig anbefales!