Så kys det nu, det satans liv!
I dag har været en gennemtrist dag! Der lå en grå skygge over hele den vestlige verden, og jeg må indrømme, at jeg har haft en klump i halsen hele vejen igennem en ellers smuk og lys efterårslørdag.
Når sådan noget som terrorhandlingen i Paris sker, føler jeg mig helt og aldeles magtesløs.
Jeg er dog af den faste overbevisning, at selv det mest triste og den største modgang også lærer os noget.
Ondskab er uforståelig, og ordene bliver få og meningsløse, men alt det triste er også sat i verden for at lære os at stoppe op og holde af det, vi har.
Behøver jeg at sige, at jeg endte med at kysse og kramme mit afkom alt for meget i løbet af dagen?
Jeg sagde "Jeg elsker dig" en gang for meget. Ja, faktisk undrede den lille mand sig grusomt over den noget følelsesladede mor, for han ved heldigvis ikke, hvad der gemmer sig af ondskab ude i verden, og så længe han blot har mørket ude i gangen at bekymre sig om, så skal det hele også nok gå.
Livet er tit noget lort. Men vi må få det bedste ud af det og behandle det og folk omkring os med kærlighed. Det er den eneste vej frem.
Og med det sagt, vil jeg overlade ordet til Steffen Brandt - i øvrigt i en fantastisk udgave med Carl Emil fra Ulige Numre ...
