Kaktus crush
En boligtrend til alle os uden grønne fingre!
Når nu man slet slet ikke har grønne fingre og ikke gider at gå og pille for meget, så er en kaktus jo faktisk den helt rette måde at få noget grønt ind i hjemmet på.
Endnu bedre er det, at kaktusser faktisk er gået hen og blevet helt trendy! En grøn boligtrend, som alle os, der kan slå enhver anden plante ihjel på fem sekunder, har meget let ved at forstå. Og i øvrigt en god måde at få en virkelig skulpturel udsmykning ind i hjemmet.
En kaktus har også rigtig meget personlighed, ser ud på sin helt egen måde, er et lille kunstværk i sig selv og skal fremfor alt ikke vandes særligt ofte.
Der er da efterhånden heller ikke nogen grænser for, hvilken type kaktus man kan få i Danmark. Der skyder oven i købet butikker op, som har specialiseret sig i flotte og fine kaktusser i alskens udseender og prisklasser.
Selvom jeg egentlig burde købe en ny spisebordslampe (Verner Panton Globe giver ikke lys nok til, at man kan se sin mad!!) og nogle nye puder til sofaen, fordi puderne i IKEA sofaen er everywhere, så tror jeg simpelthen, jeg istedet i første omgang skal forkæle mig selv med det første grønne og levende, der flytter ind på matriklen i årevis. - og helst mere end en!
De tre kaktusser på billedet er fra Kaktus KBH, som er en kaktusbutik med showroom i Jægersborggade i København. Kaktus København samarbejder med et lille dansk gartneri, som dyrker mange forskellige typer kaktusser.
Jeg har endnu ikke selv lagt vejen forbi, men konceptet oser så meget af kaktus-kærlighed, at det kun kan være godt! Og denne mørke tid indbyder jo ligefrem til at invitere noget grønt indendøre.