Aniston

December Lust List

Alt, hvad man lige mangler af uld, farve og lys.

Det er tæt på december, og det kan da pludseligt mærkes noget så grusomt i luften!

Det er koldt, og det er mørkt, og det afspejler sig i høj grad også i denne måneds lust list, som er fyldt med uld, lys - og ting, der sætter lidt kulør på hverdagen.

Guldur fra Michael Kors
Jeg har knus elsket mit Marc by Marc Jacobs ur i rose gold, siden jeg købte det i San Francisco, dengang Lillemanden endnu var en livlig lille laban med sut i munden fra morgen til aften.

Men nu er det altså ved at være udtjent, og efter at have ledt og ledt efter en værdig erstatning, er jeg nået frem til, at det nok bliver et guldur, der kommer til at sidde på mit håndled fremadrettet.

Jeg har bl.a. kig på Michael Kors' fede Gold-tone ur, som bringer lidt farve ind i hverdagen. Jeg har indtil videre kun savlet over det i onlinebutikker, så jeg aner ikke, om det har den rette størrelse. Ure skal altid prøves på, hvilket jeg håber på at få mulighed for, når vi inden længe sætter kursen mod London.

Michael Kors Gold-tone watch forhandles bl.a. på Net-a-porter.com

Uldne strømper fra MP Denmark
Åbner man min sokkeskuffe, vil man støde på rigtig mange farver, mønstre og, ikke mindst, uldne strømper!

Lige så snart, der er et "R" i månedens navn, er jeg nemlig hende, der fluks hopper i der uldne. Jeg hader at fryse om tæerne, og der er uld altså det eneste, der dur. 

Heldigvis findes uldstrømper i rigtig mange fede og lette design, så man ikke partout behøver at have tykke hjemmestrikkede uldsokker på (de er forbeholdt sengen!) i de spidse støvler. Bl.a. påtænker jeg at stoppe endnu flere af MP Denmarks super skønne uldstrømper med glimmerdetaljer ned i sokkeskuffen i den kommende tid.

Strømperne indeholder 70 pct. uld, så de luner godt, men samtidig er de tynde, så de passer ned i enhver støvle, og så er de oven i købet fine at kigge på. Så kan den vinter bare komme an!

MP Denmark uldstrømper forhandles bl.a. i Magasin.

Taske charm fra DVF
Lige nu bruger jeg den skønneste blødeste lædertaske fra Knomo, som er perfekt til både arbejde og fritid. Den er pæn, men den er også helt sort.

Derfor tænker jeg, den godt kunne trænge til at blive spicet bare en smule op, og det er her, en taskecharm kommer ind i billedet. 

Bl.a. har jeg set den fineste lille pelskugle fra DVF (Diane von Furstenberg), som gerne måtte hænge og pynte på min taske. Jeg er ellers ikke til pels og er faktisk lidt hysterisk med den slags, så derfor mangler jeg stadig at undersøge, hvor kaninpelsen på kuglen kommer fra, men hvis alt er godt, lander den søde lille charm bestemt på juleønskesedlen.

Diane von Furstenberg fur pom pom charm er bl.a. spottet i Illum samt på Gundtoft.dk.

Arkitektlampe til gulvet fra Light-Point
Det der med lys er ikke kun et problem, der opstår udenfor om efteråret og vinteren. Indenfor mangler vi simpelthen også noget ordentligt belysning! Det har vi gjort længe, men nu er vi gået på jagt efter både en spisebordslampe og en gulvlampe til stuen, så vi rent faktisk kan se, hvad vi spiser og laver.

Jeg er blevet lidt forelsket i den store JJ arkitektlampe fra Light-Point, som samtidig er en gulvlampe.

Den vil være perfekt at have stående i hjørnet ved soafen, så man altid har lyst over sin computer (ja, den sidder jeg en del med i skødet), og så man rent faktisk har lys til at læse en bog eller et magasin. Se DET ville være rart!

JJ Arkitektlampe fra Light-Point forhandles bl.a. på Designlite.dk

Knomo Elektronista Clutch
Nu, hvor jeg allerede er den lykkelige indehaver af den blødeste bløde computertaske fra engelske Knomo, har jeg fået lyst til mere.

Bl.a. har jeg længe haft et kærligt øje til Knomos Elektronista Clutch, som er den perfekte kombination af en pæn clutch og enhver gadget freaks drøm i én og samme lille taske.

Clutchen kommer med indbygget mobillader, masser af lommer og med det mest praktiske design, man kan tænke sig. 

Det er en total overflødig gadget men samtidig et overflødighedshorn af praktiske lommer og dimserier, og jeg elsker det!

Derudover er Knomos tasker bare ikke til at slippe igen, når man først har fået kløerne i det bløde, lækre læder.

Knomo Elektronista Clutch er bl.a. spottet hos Humac samt hos Grannysmith.dk.

ANNONCE
December Lust List
Del

Seneste nyt

Annonce