Mother, maman og en ret så fin hjælpende hånd til kvinder og børn derude
Jeg knus elsker Instagram!
For det første har mediet over årene givet mig et netværk i hele verden. Folk jeg dagligt deler oplevelser og tanker med.
For det andet er der så pokkers meget inspiration at hente og det uanset, om man er den helt store DIY-tryllekunstner, kaffe- og kageafhængig eller bare gerne vil inspireres til et nyt køb.
Det var da også på Instagram, jeg helt tilfældigt spottede profilen "Selfishmother", som egentlig er en profil, der skriver om det at være kvinde og mor, men som også står bag et ret så fint projekt og en række yderst skønne designede sweatshirts og t-shirts, der bl.a. støtter flygtninge og kvinder, der ikke har det helt så nemt som os, der er så heldige at være født i den vestlige verden.
Der er jo så mange gode velgørende projekter derude, og man kan på ingen måde støtte dem alle sammen (siger kvinden, der får 8-10 mailopfordringer til at støtte velgørenhed hver evig eneste uge). Men guleroden i at bakke op om Selfish Mothers lille velgørenhedsprojekt er, at man samtidigt får en virkelig fin sweatshirt, t-shirt eller tote med - naturligvis sammen med en god portion god samvittighed.
Indtil videre har projektet indsamlet 50.000 pund til velgørende projekter, men jeg tænker, at der stadig er plads til mange flere, som flasher deres statement sweats derude, og som støtter op om den gode sag. Efter at have set bluserne på Instagram på adskillige fede profiler, har jeg i hvert fald siddet og lagt lidt i den virtuelle indkøbskurv.
I øvrigt har de også ret så labre ting til børn!
Se evt. mere om Selfish Mother her.
Dagens låge i blogjulekalenderen finder du hos Miss Jeanett, som i dag har lagt herlige sager til badeværelset fra Georg Jensen Damask i julekalenderpuljen.