Aldrig mere ikke micellar
Hvad er micellar water, og hvorfor går man aldrig tilbage, når man først har prøvet det?
Den første gang jeg blev præsenteret for en micellar water, trak jeg lidt på skuldrene og tænkte: "Og hvad så, det er en øjenmakeupfjerner?!" Dernæst troede jeg, at jeg var blevet klogere, og jeg tænkte: "Nååh, det er en skin tonic!"
Sandheden om micellar water ligger faktisk lidt midt imellem - og så alligevel slet ikke.
En micellar water består af mikroskopiske oliemolekyler, der er blandet med blødt vand. Micellar er tiltrukket af snavs og olie og trækker urenheder ud uden at udtørre huden. Makeuppen opløses og fjernes helt skånsomt samtidig med, at huden fugtes.
En micellar water er derfor en meget mildere måde at fjerne makeup på end den traditionelle skin tonic. Herudover kan en micellar water anvendes i hele ansigtet og ikke kun enten på huden eller rundt om øjnene.
Makeuppen fjernes meget mere effektivt, end hvis vi bruger eksempelvis en renseserviet, der bare tværer makeuppen rundt i ansigtet uden rigtigt at fjerne den. Det kræver kun en vatrondel med micellar, og man kan fjerne alt makeuppen i ansigtet på ganske kort tid, uden at gnubbe og skrubbe og uden, at der er spor af makeup tilbage på huden eller omkring øjnene.
Nu hvor jeg har opdaget oplevet og er blevet helt afhængig af micellar water, kan jeg slet ikke forestille mig at gå tilbage til en almindelige øjenmakeupfjerner og en skin tonic. Micellar er simpelthen for nemt og for effektiv at bruge til, at jeg gider at bruge noget som helst andet.
Og nej, micellar er faktisk ikke nogen ny opfindelse. Det siges, at micellar water har eksisteret i mere end 100 år. Specielt i Frankrig har man dyrket det i mange år, fordi det franske vand er hårdt, og man derfor har haft brug for at rense sin hud med noget blødere.
Micellar water findes i øvrigt i alle størrelser, mærker, udformninger og prisklasser. Jeg har langt fra prøvet alle de varianter, der er på markedet, men jeg har da prøvet nogle, og der er marginale forskelle på effektiviteten. De fungerer alle sammen - og gør virkelig aftenrutinen meget nemmere!
Tjek desuden videoen nedenfor, der meget hurtigt viser, hvor nemt det egentlig er.
På billedet fra venstre mod højre: Bioderma, L'Oréal Paris, Laboratorie Garnier, La Roche-Posay, Avéne og Vichy.