Neglelakken, der ikke smudger i dynen
Jeg er gået hen og er blevet temmeligt stor fan af CND's Vinylux neglelakker.
Ikke kun, fordi de kommer i nogle yderst pæne farver og ikke alene af den grund, at de er nemme at lægge og tørrer virkelig hurtigt. Nej, de gør også bare det der med pæne negle meget nemmere i en travl hverdag, hvor man ikke har brug for at spendere en hel aften på at lægge en pæn neglelak, som så ligner skrammel dagen efter, fordi nogle af de frisk lakerede negle har fået et fint dyneaftryk og til trods for, at man ellers syntes, at man lod skidtet tørre i adskillige timer!
Ja, jeg hader spildtid og dobbeltarbejde, og derfor knus elsker jeg CND Vinulux!
Vinulux neglelakkerne tørrer nemlig på rundt regnet 6-7 minutter. Og det efter at man har lagt et lag på samtlige ti negle, hvorefter man fluks kan lægge et lag mere og så straks et lag af den specielle CND Vinylux Weekly Top Coat. Til sammen giver disse tre lag, som er hurtigt overstået, en super hærdet overflade, som der skal mere end en blød dyne eller det, at man trækker en sko eller et par jeans på, til at ødelægge. Og det, synes jeg, er genialt!
Ud af de farver, jeg har prøvet fra CND Vinylux-serien, og det er kun et fåtal, har lakken holdt en lille uge. Derefter begynder den at blive slidt på spidserne, ligesom man oplever med en shellack eller andre gode langtidsholdbare neglelakker. Den falder ikke af i flager. Og når den så er for slidt, så er den nem at tage af med en helt almindelig neglelakfjerner.
Kan du forstå, jeg er begejstret?
CND har netop lanceret den fineste nye forårskollektion: Art Vandal. En rigtig fin forårskollektion med gode farver med godt med pang på. Det kan vi lide til foråret!
Den nye Art Vandal kollektion består af i alt otte neglelakker (det er dem, du kan nyde i galleriet øverst oppe), som kommer som både CND Vinulyx, som er dem, jeg har prøvet, samt som Shellac, som man kan få fornøjelsen af hos en professionel neglesalon.
Den nye CND Vinylux Art Vandal kollektion forhandles bl.a. hos StyleBox.