Udfordringen ved at være på specialkost
For et par uger siden lagde jeg komælken til hylden til fordel for soyamælk, rismælk, cashewmælk og alle andre former for mælk, der ikke er komælk.
Ikke fordi jeg ikke kan tåle komælk, men fordi jeg vil teste, hvad de hormoner, der er i komælk, og det at udelukke dem fra min daglige kost, kan gøre for min hud.
De første par dage var udfordringen ved hele projektet, at jeg savnede komælk i min kaffe. Smagen og fornemmelsen af komælk i munden. Ikke fordi det smager bedre. Det smager bare anderledes, og det føles anderledes i munden, når man bruger plantemælk i kaffen.
Nu er jeg dog helt nede med smagen af soyamælk og rismælk. Det er blevet en vane, som jeg sagtens ville kunne leve med resten af livet, hvis det nu viser sig at have en effekt. Ja, det går faktisk rigtigt fint. Hvis man da lige ser bort fra, at jeg simpelthen har glemt, at jeg ikke længere indtager komælk nogle gange undervejs.
Jeg har simpelthen et par gange bestilt en helt almindelig latte to go på en café uden, at jeg overhovedet har tænkt over, at det ikke var det, jeg skulle have, førend jeg har sat kaffen til læben. Og i sådan en situation er jeg altså ikke typen, der bare hælder min dyrtkøbte kaffe to-go i skraldespanden. Min indre jyden sejrer over min fornuft, og jeg har drukket kaffen og har så givet mig selv et mentalt rap over fingrene efterfølgende.
Men vanens magt er stærk, og det er tilsyneladende svært at lære en gammel kaffehund nye tricks.
Herudover går jeg meget ud. Til events, til møder, til sociale arrangementer. I disse sammenhænge er der ofte kaffe, og jeg elsker, når det er der! Men det er langt fra alle steder, man rent faktisk kan få en komælkfri kaffe. Jo, hvis værterne bare havde vidst det, før jeg kom, havde der nogle af stederne været mulighed for at købe en liter soyamælk, men det er ikke noget, man tilsyneladende altid har på hylden, hvilket også kan være en udfordring i en plantemælksbaseret hverdag, hvor kaffe altså er meget svært at undvære.
En anden udfordring i øvrigt: Soyamælk, mandelmælk, cashewmælk og rismælk koster jo kassen ift. en almindelig liter økologisk minimælk. Faktisk tæt på tre gange så meget. Til gengæld synes jeg, man bruger mindre mælk i kaffen, når man bruger plantemælk. Jeg gør i hvert fald.
Summasummarum ... En livsstilsændring, omend den er lille, tager tid. Vanens magt skal brydes, der skal tænkes i at handle ind på nye måder, og man skal lære enten at springe kaffen over eller varsle værterne om særlige behov. Alternativt må jeg jo købe en noget større taske og så selv medbringe min soyamælk, hvorend jeg går. Men det virker også igen så drastisk.
Jeg giver dog ikke op, selvom jeg er hoppet i med begge ben nogle gange inden for de seneste par uger. Jeg kan allerede mærke nu, at jeg ikke har fået det store af nye urenheder på huden, så jeg tror, der er håb, hvis jeg bare kan spænde hjelmen og få den der plantemælk rigtigt ind under huden - i bogstavelig forstand.
Billedet er iøvrigt fra vores morgenmad på Oslobåden, hvor de, da jeg spurgte til, om de havde andet end komælk, diskede op med den vildeste soyalatte til vores überlækre morgenmad. De havde tilsyneladende flere slags plantebaseret mælk på lager, og tjeneren spurgte selv, om hun så ikke skulle lave en rigtig lækker soyalatte til mig. Øh jo tak! Guf!
