Aniston

Fem bøger til sensommerhygge

Fem gode bøger, der er værd at kaste sig over denne sensommer.

365 dage om året (sådan cirka) slutter min dag med en god bog. Det er den perfekte måde at slippe en lang dag på og stresse helt af.

På det seneste har det taget lidt længere tid at komme igennem de bøger, jeg har kastet mig over (bl.a. pga. massiv travlhed og generel træthed), men til gengæld kan jeg komme med anbefalinger af nogle virkelig klasse sager at kaste sig over på en sensommeraften med enten dynen eller en kop kaffe i sofaen.

"Os" af David Nicholls
Endnu en grund til, at mængden af boglige oplevelser på det seneste har været nedsat, er, at jeg var virkelig lang tid om at fordybe mig i "Os" af engelske David Nicholls. Ene og alene af den grund, at den bog er FÆNOMENAL! Den krævede derfor, at jeg hvilede lidt ved de enkle passager og karakterer og smækkede bogen i længe før, jeg egentlig følte, jeg var færdig med at læse.

"Os" handler om den midaldrende biokemiker Douglas, som bor med sin lille familie i Ipswich. Han lyder ikke spor sexet, og det er han bestemt heller ikke. Hans iltre kone gennem 25 år beslutter sig da også for at forlade ham, nu hvor deres fælles søn flytter hjemmefra, og Douglas sætter sig derfor for at forsøge at vinde hende (og sønnen, i øvrigt) tilbage ved at planlægge en dannelsesrejse gennem Europa.

Det hele ender virkelig tragisk, og Douglas er ganske tragisk i sig selv, men det er SÅ godt skrevet og virkelig fantastisk underholdende undervejs!

"Os" af David Nicholls er udgivet af Gyldendal

"Vi var løgnere" af E. Lockhart
"Vi var løgnere" er en af den slags bøger, man næsten er nødt til at læse to gange. Første gang for at blive virkelig overrasket og anden gang for at gennemskue, hvor man burde have gennemskuet plottet allerede ved første gennemlæsning!

Fortælleren i "Vi var løgnere" er en ung kvinde ved navn Cadence. Hun tilbringer hver sommer på en ø sammen med resten af den smukke og rige Familien Sinclair. Hun er dog blevet syg efter en ulykke, som hun ikke helt husker, og derfor har hun de seneste somre ikke være med ude på øen sammen med sin familie og sine fætre og kusiner, som hun til sammen kalder løgnerne. Da hun endelig igen skal tilbringe sommeren på øen, er der noget galt. Alle andre kan huske hendes ulykke og kender detaljerne, men de vil ikke fortælle hende om den. Samtidig har hendes bedstefar bygget nyt hus lige der, hvor hele samlingspunktet for deres familie gennem somrene ellers har været.

Og så kommer twistet ellers, som jeg i hvert fald slet ikke havde set komme i denne ellers, i sig selv, rigtig underholdende og velskrevne roman. Men den må du selv se, om du kan gennemskue ...

"Vi var løgnere" er skrevet af E. Lockhart (synonym for Emily Jenkins) og udgivet af Høst & Søn

"Hverdagsglamour" af Emily Salomon
Hvad kan man forvente, når en blogger skriver en bog? En bog-log! "Hverdagsglamour" er således en samling af Emilys bedste hands-on-tips. Det er en samling af inspiration og tips, hvoraf man føler sig draget og inspireret af nogle ting og mindre af andre. 

"Hverdagsglamour" kan dermed fungere som et opslagsværk inden for makeup, hår, mode, feriefotos, indretning og mad - og et rigtig fint, lækkert og overskudsagtigt et af slagsen. Specielt mad-delen med lækre, enkle opskrifter, synes jeg, gør bogen værd at snuse i.

"Hverdagsglamour" er skrevet af Emily Salomon og udgivet af Lindhardt & Ringhof

Zendoodles af Millie Marotta
Det er blevet en verdensomspændende trend at "zendoodle", og både jeg og, måske specielt, Lillemanden er total røget med på bølgen med malebøger for voksne.

De seneste to skud på stammen står dygtige Millie Marotta bag. De hedder "Dyreriget" og "Tropisk paradis" og er en samling mere eller mindre svære, men altid meget smukke, tegninger, som er lige til at sætte sig og male, når man trænger til et vaskeægte time out. For det er faktisk ikke for sjov, man kalder det zendoodles. Nej, man kan sidde i timevis (hvis man har tid) og farvelægge fine tegninger og dermed geare helt ned og bare koncentrere sig om at male inden for stregerne. 

Spørger man mig, burde zendoodles være obligatoriske i enhver travl børnefamilie. Det er rendyrket kvalitetstid uanset, om man sidder alene eller sammen om de fine tegninger.

"Tropisk paradis" og "Dyreriget" er illustreret af Millie Marotta og udgivet af Politikens Forlag

ANNONCE
Fem bøger til sensommerhygge
Del

Seneste nyt

Annonce