[Anmeldelse]: Let it snow - Tre vinterromancer
Lad julefreden sænke sig.
Julen er kendt for sin sødme. Og det er også netop sødme og sne i rå mængder, som kendetegner de tre ungdommelige vinterhistorier, som "Let it Snow" indeholder.
"Let it Snow" byder på tre dygtige forfatteres bud på en julehistorie. John Green (nok mest kendt for "En flænge i himlen"), Lauren Myracle og Maureen Johnson forsøger gennem bogen at sprede julehygge på hver deres måde men med byen Gracetown og en voldsom snestorm som omdrejningspunkt i alle tre.
I "Jubilæumsekspressen" af Maureen Johnson sidder Jubilee Dougal på et tog på vej mod sine forældre, som er kommet i fængsel, fordi de er endt i butiksuroligheder - igen. Da snestormen begynder at rase, strander hendes tog dog i udkanten af Gracetown, og Jubilee flygter fra toget for at slippe for at høre på en flok cheerleadere. Hun ender på det lokale Waffle House, hvor hun møder Stuart, som hun stikker af fra Waffle House med. Stuart har godt nok kærestesorger, men han er da bedre end den horde af cheerleadere, der pludseligt indtager Waffle House. Også selvom der raser en snestorm udenfor, og selvom Stuarts mor er lige lovlig direkte.
"Et jublende julemirakel" er skrevet af John Green. Greven, JP og Tobin er strandet i snestormen, som hærger over Gracetown. Men de tre venner ser James Bond, og selvom Tobins forældre er strandet i Boston, så bekymrer han sig ikke. Han har jo sine to venner. Pludseligt modtager de tre et opkald fra Waffle House, hvor det vrimler med cheerleadere, og det kan de jo ikke gå glip af! Greven er godt nok ligeglad med cheerleadere, for selvom hun ikke praler for meget med det, så er hun altså en pige, og hun har i øvrigt en kæreste. Vist nok. Efter alskens strabadser i snestormen ankommer Greven, JP og Tobin endelig på Waffle House, men cheerleaderne er ikke synderligt interesserede i deres selskab, og i øvrigt vil Tobin også hellere bruge sin tid på at se Greven dybt i øjnene.
Det sidste lille juleeventyr i "Let it snow" er "En engel uden vinger" og er skrevet af Lauren Myracle. Addie har frygtelige kærestesorger. Hendes kæreste Jeb lader pludseligt ikke høre fra sig efter, at hun har fortalt ham, at hun er kommet til at kysse med en anden i en brandert. Hendes to veninder, Dorrie og Tegan, forsøger at trøste hende, men samtidig kan de ikke lade være med at fortælle hende, at hun altså skal holde op med kun at tænke på sig selv. Addie mener, veninderne tager fejl, men i løbet af snestormen, der raser over Gracetown, antyder mange andre, at hun måske tænker lige vel meget på sig selv. Hun er da også lige ved at glemme at hente den minigris, som hun og Dorrie har købt til Tegan, og som hun har lovet at hente på slaget 9. Men det er jo kun, fordi hun pludseligt får travlt på Starbucks, og alt andet i øvrigt går galt.
Alt ender dog godt, og alle karaktererne i historierne overlever den store snestorm og ender alle til slut på den lokale Starbucks i Gracetown med deres ungdoms kærlighed.
"Let it Snow" er en oplagt julegave med en store rød sløjfe omkring. Det er primært en bog til det yngre publikum, hvilket gør, at den kan læses på få dage ved stearinlysets skær, men det gør den faktisk ikke mindre lun og fin og hyggelig læsning. En oplagt juleferiebog - også for alle os, der forlængst er kommet over vores ungdoms spæde kærlighed.
"Let it snow" er udgivet af Politikens Forlag og skrevet af John Green, Mauren Johnson og Lauren Myracle.