Aniston

[Anmeldelse]: Mine 100 ting

Tillokkende tankeeksperiment og brilliant fortælleteknik.

6 ud af 6 stjerner
Foto: Forlaget Bazar - [Anmeldelse]: Mine 100 ting Foto: Forlaget Bazar

Når nu man er typen, der har skabsdøre, der næsten ikke kan lukkes pga samlertrangen, når det handler om pæne tasker, og man herudover ikke kan sparke sig igennem soveværelset for lutter virkelig fine sko, og man så samtidig ikke helt kan få sig selv til at smide ligegyldige men mindeværidge ting ud, så er "Mine 100 ting" en rigtig fin lille bog at kaste sig ud i. 

Forestil dig, at du kunne beholde lige præcis 100 af de ting, som du har derhjemme. Resten kunne du smide ud, forære væk eller sælge på det lokale loppemarked. Hvilke 100 ting skulle det så være? 

I "Mine 100 ting" tager Gina sit liv til revision oven på en kræftsygdom. Hun er i starten af 30'erne, ligger pludselig i skilsmisse med sin mand, der skal have barn med kvinden, som han har haft en affære med, og samtidig får hun til opgave at hjælpe et ægtepar med byggeprojektet i det hus, som hun havde udset sig som rammerne om sit lykkelige liv.

Gina flytter ind i en lille lejlighed og beslutter sig for, at hun vil starte helt forfra. Da hun står med alle flyttekasserne med indholdet fra hele hendes tidligere liv, vælger hun, at hun vil lave en liste med de 100 ting, som hun vil beholde. Resten vil hun forære væk til lokale velgørenheder eller sælge. Hele renselsesprocessen, for det er det, det bliver, er dog også et møde med fortiden - både den umiddelbare og den, som ligger langt tilbage. Det er opgør med eks-manden, eks-kæresten, moderen og hele hendes liv.

Men til gengæld får hun for alvor ryddet op og kan starte 100 pct. på en frisk med både livet, kærligheden og med troen og håbet i behold.

"Mine 100 ting" er virkelig en fed roman, der sætter tingene i perspektiv. Og her mener jeg virkelig "tingene". For visse ting og personer i ens liv giver mening, andet og andre gør ikke. Men man farer lidt rundt, samler ind til højre og venstre og har aldrig rigtig tiden til at stoppe op og tænke. Det efterlader en masse uafsluttede ender i ens liv og samtidig en masse ragelse af både den materielle og immaterielle slags. Lucy Dillon har derudover en virkelig fed måde at knytte nutiden med fortiden gennem de ting, som Gina finder i sine flyttekasser. Det er yderst skarpfindigt tænkt! 

Det, man iøvrigt kan lære eller i hvert fald tage med sig fra mødet med "Mine 100 ting", er vigtigheden af at leve i nuet. Vi ved aldrig, hvornår det er forbi, og hvornår vi definitivt ikke kan lukke skabsdørene længere!


"Mine 100 ting" er skrevet af Lucy Dillon og udgivet af Forlaget Bazar.
 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce