Aniston

Tre gode til sommerferielæsning

Pakkelisten til sommerferien rummer sikkert solcreme, håndklæder, bikini, gode sandaler, som man kan gå langt i, samt pas og billetter. Min pakkeliste indeholder også altid en rigtig god bog eller to - afhængigt af længden på flyveturen og ferien.

Jeg kan ikke undvære en god bog i hverdagen, og jeg kan da slet ikke undvære en rigtig god bog til de rolige, afslappende aftner på ferien.

Tre af de nye, som jeg særligt kan anbefale lige nu, er rigtig gode bud på tre must reads til sommerferien.

Kvinden i mørket 
At læse en bog om en kvinde, der lever en stor del af sit voksenliv i mørke, lyder måske utroligt kedeligt. Men "Kvinden i mørket" er faktisk alt andet end det!

Anna er en helt almindelig kvinde, som rammes af en højst usædvanlig lidelse, som gør, at hun er "allergisk" over for lys - dagslys, kunstigt lys, ja alt det lys, som vi andre udsættes for hele tiden og nærmest døgnet rundt. Hendes hud brænder, når hun udsættes for lys, og lidelsens omfang synes kun at gå en vej.

Sygdommen sender Anna ud i et helt andet liv, end hun nogensinde havde forestillet sig, og man følger hende fra, hun opdager lidelsen, over forskellige op- og nedture og ud på den anden side, hvor der så småt begynder at være lys for enden af tunnelen igen.

Det er en virkelig interessant og hjerteskærende personlig beretning af og om en kvinde, som vælger at leve til trods for, at hendes liv ikke indeholder meget liv længere. 

"Kvinden i mørket" af Anna Lyndsey er udgivet af Rosinante.

Hvad jeg ved med sikkerhed
Oprah Winfrey, den kloge dame, har samlet flere af sine klummer fra magasinet "O" til en bog under titlen "Hvad jeg ved med sikkerhed", og når Oprah ved noget med sikkerhed, så har hele verden en tendens til at lytte.

Godt nok er Oprah noget af det mest amerikanske, man kan tænke sig. Hun har store armbevægelser, og hun tror lige en tand for meget på guddommelig indgriben til min smag. Men hun er også en vis dame, som har meget på hjerte, som man med fordel kan lytte til, tage ind og tænke på. 

Hvad Oprah ved med sikkerhed, kan vi andre med andre ord lære noget af - både når det handler om at finde glæde, gribe mulighederne og om at finde lykken i de små ting i livet.

En af de ting, som Oprah mindede mig om igen og igen, mens jeg læste bogen, er at leve hver dag! Ikke tænke på gårsdagen eller i morgen, nej leve livet, mens vi er i det. Og den slags kan man faktisk ikke blive mindet om tit nok!

Ja, det er meget amerikansk! Det er vel Oprah. Men det er også helt klart altid en god idé at lytte til en kvinde, som har så mange erfaringer i bagagen, som Oprah har. Man kunne jo lære noget eller lade sig inspirere af en af verdens mest magtfulde kvinder.

"Hvad jeg ved med sikkerhed" er skrevet af Oprah Winfrey og udgivet af Rosinante.

Sådan opfinder man en pige
I en lidt anden boldgade finder man dybt ærlige, sjove og rørende Caitlin Morans "Sådan opfinder man en pige". 

Året er 1990. Johanna Morrigan bor i den kedelige og grå by Wolverhampton. Ikke nok med, at Johanna er teenager, hun har også en far, som tror fuldt og fast på, at han er det nye hit på den britiske hitliste, og det til trods for, at han tilbringer langt mere til på pubben end i øvelokalet. 

Johannas familie er blandt bundskraberne i Wolverhampton, hvilket vist ikke siger så lidt, når det handler om netop den forfaldne by, hvor alt er lukket, folk er arbejdsløse, modløse, og hvor ingen rigtig synes at have en lys fremtid. Johanna er dog ikke en pige, der sidder på hænderne. Hun tager derfor skeen i egen hånd og genopfinder sig selv som den rebelske musikanmelder Dolly Wilder.

Det er sjovt, det er hjerteskærende, og det er fortalt fuldstændigt hæmningsløst, hvilket gør "Sådan opfinder man en pige" til virkelig forfriskende, sjov, lidt trist og meget underholdende læsning.

"Sådan opfinder man en pige" er skrevet af Caitlin Moran og udgivet af Gyldendal.

ANNONCE
Tre gode til sommerferielæsning
Del

Seneste nyt

Annonce