Aniston

To du skal læse i januar

Selvom december var en noget action-pakket måned, røg der alligevel et par (for mit vedkommende) lidt atypiske bøger indenbords. Begge ren nydelse for min indre bogorm, som slapper allerbedst af med en god bog. 

De kan begge varmt anbefales som en lille januar treat til de kolde og mørke aftener, hvor tv'et for en gangs skyld er slukket, og hvor der er ro til fordybelse og til at udvide læsehorisonten lidt.

Hvor fire veje mødes - Tommi Kinnunen
Det kan måske tælles på en enkelt finger eller to, hvor mange finske forfattere jeg over årene har kastet mig over. Men Tommi Kinnunens evner som forfatter har givet mig blod på tanden til måske at begive mig ud i et finsk forfatterskab igen en anden god gang. Hans debutroman "Hvor fire veje mødes" er nemlig helt igennem finsk, og man fornemmer det finske sind på hver evig eneste side. Men selvom "Hvor fire veje mødes" er både en smule mørk, kold og dyster, så er den også utroligt godt tænkt og skabt.

"Hvor fire veje mødes" er et portræt af en finsk familie gennem tre generation, hvor læseren føres helt op til det nordlige Finland til det lille landsbysamfund Kuusamo. Her møder vi i første omgang den driftige og modige jordmoder Maria, der tør at være sig selv, og som, selvom hun bliver gravid uden for ægteskabet i en tid, hvor den slags er meget ildeset, ikke lader sig begrænse - hverken karriere- eller familiemæssigt.

Datteren Lahja får år senere også et barn alene. Hun er dog meget anderledes end sin mor og vælger derfor at gifte sig med krigshelten Onni, som er meget glad for børn, men som også har flere lig i lasten, end han selv kan rumme, hvilket driver ham væk fra konen og ind i andres arme.

Siden følger vi Lahja og Onnis svigerdatter, Kaarina, der bor under samme tag som sine svigerforældre, og som ender med at være hende, der opdager, hvordan familien over årene har fortiet en lang række sandheder i det store hus med de mange rum, hvor der er plads til netop hemmeligheder.

"Hvor fire veje mødes" er et familieprotræt bestående af utroligt mange brikker, følelser og drømme. Som læser følger man Maria, Lahja, Kaarina og Onni, og først til sidst opdager man rent faktisk, hvad der har fået familien til at at tikke, og hvad der virker ødelæggende undervejs. Bogen er dyster helt ind til benet, men den er utroligt velskrevet, og den viser, at et familiehus kan have utroligt mange rum med mange facetter.

"Hvor fire veje mødes" er skrevet af Tommi Kinnunen og udgivet af Rosinante.

Hemmelighedernes atelier - Liz Fenwick
"Hemmelighedernes atelier" er, ligesom "Hvor fire veje mødes" en fortælling om familieliv og om de barskheder, som en krig medfører, kan være med til at ændre et menneskes veje i livet.

Liz Fenwicks fortælling om den aldrende Jaunty, der gennem mange år har været en feteret og anerkendt kunstner, skildrer desuden også, hvordan hemmeligheder pludseligt kan komme op til overfladen adskillige år efter, at de er blevet skabt.

Vi møder den berømte kunstner Jaunty, da hun er gammel og har svært ved at klare sig selv. Hun har godt nok levet afsondret fra andre i mange år, men da alderen begynder at gøre det isolerede liv svært, flytter hendes barnebarn Gabriella ud på landet for at tage sig af bedstemoren.

Jaunty ved, at hendes krop og sind synger på sidste vers, så hun beslutter sig for at skrive sine hemmeligheder om sit liv og sine værker ned, så hun kan fortælle Gabriella sandheden efter sin død. Skriverierne giver Jaunty til den fremmede, som pludseligt kommer ind i hendes og barnebarnets liv, fordi han strander hos dem i forbindelse med en storm. Den fremmede, Fin, kender dog måske mere til Jauntys hemmeligheder, end han vil være ved.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og "Hemmelighedernes atelier" er en utroligt gribende historie om, hvordan nød og svigt, venskaber og kærlighed kan være med til at skabe en identitet. Det er en utroligt fin og velskildret historie, som er svær at lægge fra sig, og som beskriver hovedpersonernes omgivelser på aller smukkeste vis.

"Hemmelighedernes atelier" er skrevet af Liz Fenwick og udgivet af Forlaget Bazar.

I øvrigt er jeg i fuld gang med at læse både "Men du kom aldrig tilbage" af Marceline Loridan-ivens samt den nye udgivelse af "Stormfulde højder" af Emilie Brontë. Begge er lovende som anbefalinger til februarlæsning ;-)

ANNONCE
To du skal læse i januar
Del

Seneste nyt

Annonce