[Anmeldelse]: Fald
En lang nedtur for det uperfekte menneske.
Kvinden, vi læser om i avisen eller hører om i radioavisen, kan være mig eller dig. Det er ikke en historie, vi dvæler ved, men det er tragisk, og vi ømmes lige et sekund over det, vi læser eller hører.
I "Fald", som er Anne-Sophie Lunding-Sørensens anden roman, forlader en gift kvinde og mor til tre sit hjem en tilfældig morgen. Mette, som kvinden anonymt hedder, vil gå i hundene - ganske enkelt.
Samtidig forsøger René, som ikke kender Mette, at få sit liv til at fungere til trods for alle de fejltrin, han har begået.
Mette og René er hvert deres spor i "Fald". De møder hinanden, flygtigt, men de har gang i hvert deres fald - hver for sig og alene.
Men hvorfor forlader en kvinde, der ellers har alt - børn, en kærlig og meget rummelig mand, hus, sommerhus, bil - pludselig sit ellers, på overfladen, perfekte liv for at udforske den rå storby i bare tæer? Hvorfor falder hun? Og hvordan kan en mand, som er faldet så dybt, som René er, samle sig selv op og kravle op til overfladen efter det fald, hans ludomani har forårsaget?
”Fald” er en historie om følelsen af ikke at slå til. Den handler om depression og om ikke at kunne se en mening med noget som helst. Om at lade sig styre af rouletten og af det sus, det giver, når heldet altid er med en.
Og det er barskt! Faktisk er "Fald" en lang nedtur. Og jeg ville gerne sige, at jeg ikke kunne lide fortællingen. Men det kan jeg faktisk. For det uperfekte, som Anne-Sophie Lunding Sørensen skildrer i sin roman, har en eller anden underlig appel. Og både Mettes og Renés fald kunne jo ske for hver og en af os, hvis vi en dag pludseligt ikke kan se meningen med det hele. Samtidig kan man gennem "Fald" lære, at man ikke kun skal se på overfladen, næste gang man ser en kvinde med bare tæer, der står og leder efter flasker i parkens skraldespand.
"Fald" er skrevet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen og udgivet af Gyldendal.