[Anmeldelse]: Alvins Farvel
Manu Sareen om børn og døden.
"Alvins farvel" er Manu Sareens seneste bog, og den handler om døden. Godt nok er det "bare" Alvins kanin, der dør. Men det sætter alligevel tanker i gang hos Alvin, som gør, at Alvins far får til opgave at forklare, hvad døden handler om, og hvorfor vi alle skal dø.
Bogen tager fat i emnet oppe fra og ned. Kroppen bliver til jord, men det kan jo være, at vi alle sammen mødes et sted igen, hvis bare vi har et skilt med, så vi kan finde hinanden.
Den måde, som Manu Sareen har sat ord på hele emnet, virker tilsyneladende. I hvert fald var Lillemanden, som har tænkt meget på døden, siden hans oldemor døde, helt stille undervejs og meget koncentreret om Alvins spørgsmål og farens svar. Og når der kan være stille gennem højtlæsning af en hel bog, når man er Lillemanden, så er det, fordi det går rent ind.
Jeg tror, det er en bog, der er god at læse med alle mindre børn, der på den ene eller anden måde har haft døden inde på livet - og det uanset, om det er en kanin eller en oldemor, der er død.
"Alvins farvel" er skrevet af Manu Sareen og udgivet af Politikens Forlag.