Aniston

[Anmeldelse]: Kaninens år

Livet på den anden side af hækken er ikke altid grønnere.

6 ud af 6 stjerner
Foto: Gyldendal - [Anmeldelse]: Kaninens år Foto: Gyldendal
Er du hende, der altid er lidt sur? Sur på manden, på børnene og på verden omkring dig? Synes du, venindernes og kollegernes liv er meget federe end dit? Jamen så er "Kaninens år" nok en must-read for netop dig!

Trine er vred det meste af tiden. Hun er primært vred på sin mand og overvejer at lade sig skille fra ham. Hun er nemlig ret træt af at smøre madpakker.

Trine er 37 år. Hun er mor til to piger og i gang med en pædagogisk videreuddannelse, som i sidste ende skal give hende det liv, som hun higer efter, og i det liv hører hendes mand ikke nødvendigvis til. Men det gør en lækker elsker måske? Eller måske ikke.

"Kaninens år" handler om en helt almindelig kvinde i 30'erne. Hun har det hele, men alligevel er hun på ingen måde tilfreds. Hun spejler sig i folk omkring sig og tænker om sit eget liv "Var det bare det?" 

Derfor er "Kaninens år" også både en morsom og vigtig roman, for, jeg tror, mange af os har det rigtig meget som Trine. Vi ser på folk omkring os og tænker, at de da har et meget bedre, federe, sjovere og komplet liv end os. Vi lever ganske enkelt ikke i nuet.

Stine Askovs bog er, udover at være tankevækkende som bare fanden, også velskrevet og enormt svær at lægge fra sig. Heldigvis trækker man på smilebåndet i sidste ende og lærer måske oven i købet noget om sig selv undervejs.


"Kaninens år" er skrevet af Stine Askov og udgivet af Gyldendal.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce