God idé til indehygge i efterårsferien
Kagemageri for store og små, der måske ikke gider at bage.
Forleden tilbragte vi nogle timer til kageværksted for børn på Børnemuseet på Frederiksberg. Her gav Karen Volf, hende/dem med kagerne, en lille håndfuld gode idéer til, hvordan man meget nemt kan bruge deres egne kageprodukter og kiks til kageprojekter med ungerne.
Det var ret simpelt, ret nemt og virkelig hyggeligt, og så var det jo noget, som hele familien i princippet kunne kaste sig over i nogle timer med et udbytte, der var lig med masser af kage, der skulle fortæres efterfølgende. Og den slags koncepter kan vi ret godt lide herhjemme på matriklen.
Vores lille date på kageværkstedet fik mig til at tænke på, at jeg da lige skal have købt nogle Mariekiks, Franske vafler, flødeboller, kagepynt og flormelis til glasur, så vi har en plan, hvis nu det ikke er vejr til andet i efterårsferien end hjemmehygge.
Hvis I nu også skulle få trang til nemme og overskuelige DIY kageprojekter i eftersferien, så er her nogle af de små kreationer, som vi kastede os ud i.
Kageslikkepinde med Mariekiks
Til de små kikseslikkepinde skal I bruge:
- 1 rulle Mariekiks
- 1 rulle ChokoMarie med chokolade og knuste chokoladeknapper
- Små træspyd
- Smeltet chokolade
Tag en Mariekiks uden chokolade, og smør chokoladecremen på. Læg en pind i chokoladecremen, og luk med en ChokoMarie med chokolade og knuste chokoladeknapper.
I kan naturligvis bruge lige de kiks, I har i huset også. Men smagen med de to typer Mariekiks og så den smeltede cremede chokolade er rigtig god!
Franske vafler på pind
Til slikkepindene med de Franske vafler skal I bruge:
- En pakke Franske vafler
- Glasur (evt. i farver)
- Diverse kagepynt
Tag et spyd og skub det forsigtigt gennem cremen i den franske vaffel. Læg kagen på bordet og dekorer alt det, I lyster med glasur og kagepynt.
Andre kiks med cremefyld kan sikkert også bruges. Men nu er Franske vafler jo bare virkelig gode!
Nem lagkage med frugt og glasur
Til de små lagkager med frugt skal I bruge:
- Færdigbagte lagkagebunde
- Flødeskum
- Forskellige bær eller banan i skiver
- Glasur
- Kagepynt
- En udstikker
Tag lagkagebunden og udstik med en form. Der skal gerne kunne udstikkes minimum tre mindre bunde af den store bund.
Læg flødeskum på den nederste bund, og pynt den med bær, banan eller lign. Læg dernæst den næste bund på. Top også den med flødeskum og frugt.
Læg til sidst den øverste bund på og pynt med glasur og vildt meget krymmel og kagepynt.Flødeboller med hat
Til de små flødeboller med kræmmerhuse på toppen skal I bruge:
- En bakke flødeboller
- En bakke kræmmerhuse (I ved dem, man bare MÅTTE spise til dessert i 90'erne)
- Glasur
- Lidt krymmel og kagepynt
Tag en enkelt flødebolle fra bakken. Tag et kræmmerhus, og dyb det let i glasur samt evt. krymmel.
Sæt kræmmerhuset forsigtigt på toppen af flødebollen som hat, og lad glasuren tørre.
PS: Er der noget lækrere end børn i køkkenet, som leger med glasur og flødeskum? God fornøjelse!