Aniston

Børnemode: Smugkig på efterår og vinter 2017

Egentligt havde jeg næsten ikke tid til at deltage i modeugen i København i år. Den faldt lige midt i en travl periode på job og ned midt i en masse familielogistik. 

Heldigvis lykkedes det mig dog, endnu engang, at få klemt en enkelt dag ind på børnemodemessen, som er det sted, jeg efterhånden allerbedst kan lide at opholde mig under modeugen.

Her mødes de rareste mennesker, det ypperste i dansk og udenlandsk børnemode, og her er god stemning og bakken hinanden op, hvilket gør messen til et ret rart sted at være.

Der var mange brands at kigge nærmere på, mange kopper kaffer at sluge og en enkelt frokost, der blev skiftet ud til fordel for et stykke kage. 

Naturligvis vil jeg ikke i dybden kommer ind på, hvad du kan købe om et halvt år i butikkerne, for det vil du alligevel have glemt igen til august. 

Men en kort lille opsummering af mærkernes bud på børnemode (ja ja, primært drengemode) er alligevel på sin plads efter alle de gode historier og børnelækre designs, jeg har været vidne til tidligere på ugen.

Hvis jeg dog lige skal løfte sløret for generelle tendenser i pigemoden for efteråret og vinteren 2017, så er det, at den bliver en børnevenlig udgave af mange af de tendenser, som vi ser i kvindemoden lige nu. Der vil være fuld skrue på flæser, og peplum til pigerne fylder også en del. Derudover bliver nogle af de mere rosa og lyserøde toner mange steder skiftet ud med blommefarvede nuancer.

På drengemodesiden er der, som sædvanligt, ikke rigtigt nogen gennemgribende trends. Men jeg har dog set en del fede print og en del lækre og helt mørkeblå farver til efteråret og vinteren.

MarMar Copenhagen
Sædvanen tro står MarMar Copenhagens eventyrlige børne- (og tween samt voksen) univers på styles, der nærmest byder op til, at hver dag er en fest!

Til det kommende efterår og vinter er inspirationen fundet i fremtiden og i indianermønstre, mens flere modeller tager udgangspunkt i nybyggerstilen, som vi kender den fra gamle cowboyfilm. Temaer, som bl.a. MarMar Copenhagens smukke og efterhånden klassiske "snydekraver bl.a. passer utroligt godt til.

MarMar har både fundet guld og sølv frem fra gemmerne samt den skønneste, dybe mørkegrønne nuance frem til både piger og drenge. Desuden skal vi jo ikke snydes for leo-mønstre - også i nyfortolkninger på bl.a. jakker til både voksne, børn og tweens.

Wheat X Disney 
Samarbejdet mellem Wheat og Disney har været en befrielse for mange forældre, siden den første kollektion blev født. I spændingsfeltet mellem Wheats subtile univers og Disneys utroligt fine klassiske streg finder man nemlig noget, som både voksne og børn kan holde af. 

De afholdte figurer er endnu engang blevet fortolket på fineste vis og både som all-over print samt som store print, der fanger øjet. 

Den fine hvide t-shirt med den helt klassiske Anders And streg er en del af kollektionen, som allerede vil lande i butikkerne meget snart.

Wheat X Marvel
Jeg var nærmest lykkelig, da jeg så, at Wheat (ud over det fine samarbejde med Disney) også begyndte at fortolke Marvels univers.

Den første Wheat X Marvel kollektionen lander i handlen inden længe, men den næste er naturligvis allerede udtænkt og igen løftet af Wheats rolige farveunivers - samt naturligvis af blandt andre Hulk, IronMan og Captain America samt resten af Avenger teamet.

Wheat
Wheat selv (uden mus, ænder og superhelte) kommer med en kollektion med masser af klassiske striber, tern og lækre print.

Til drengene er der mange mørkeblå og grå toner. Til pigerne skal efteråret og vinteren være nærmest tyggegummi-pink.

Small Rags
Small Rags kaster sig, som noget nyt, over lækkert og funky overtøj og har desuden endnu engang fundet inspiration i voksenmoden.

Det er blevet til en kollektion, som er fyldt med fede prints og broderier, der bl.a. leder tankerne hen på fine babushka-dukker.

Blusen på billedet er egentligt en pigemodel, men man skulle da være et skarn, hvis den ikke også nærmest kunne passe ind i den funky dreng garderobe til efteråret.

Desuden barsler Small Rags med en lille fest-kollektion omkring juletid - naturligvis helt tro mod Rags-universet!

Elemental by Fixoni
Fixoni har fået en lille ny - i bogstaveligste forstand!

Elemental by Fixoni er en lille, udvalgt basisserie med det blødeste, GOTS certificerede babytøj, man kan forestille sig.

De søde print må næsten være et musthave i ethvert nyfødt efterårsbarns garderobe, og hvis man kigger rigtig godt efter, er der leget lidt ekstra med detaljerne.

Enfant
Hvis der er nogen, der kommer til at gå all-in på frynser til efteråret og vinteren, så er det de små Enfant-piger. 

Enfant kommer nemlig til at lave bl.a. strik og, ikke mindst, vinterjakker med frynsedetaljer, som enhver girly-girl helt sikkert vil falde i svime over!

Til drengene er det holdt lidt mere enkelt - dog med leg med striber på vinterovertøjet.

Desuden lancerer Enfant de skønneste vinterstøvler i modeller, der også taler til de større børn.

Nordic Label
Kendte du Nordic Label? Det gjorde jeg ikke før i onsdags! Men Nordic Label må vist være et af de brands, som man skal kende, hvis man er på en evig jagt efter gode basisting, der ikke koster en herregård, til børnegarderoben, men som samtidigt er en helt anden kvalitet end mange af de andre basisdele, man finder derude. 

Farverne er enkle, tekstilerne er dejligt bløde, modellerne er pæne og brugbare, og hele serien er øko-tex certificeret.

Iglo+Indi
Islandske Iglo+Indi forstår at lege med det rå og legesyge på én gang, og den kommende kollektion er således inspireret af små rockstjerner, der er klar til at indtage scenen. 

Små rock'n'roll legender går naturligvis i gråt og sort og bærer fede prints og statements på maven. Og det fungerer bare!

Someday Soon
Er man vild med Someday Soon, vil man elske efterår- og vinterkollektionen, som kommer til at køre videre i temaer om børn som næste generations store helte.

Desuden kommer Someday Soon bl.a. til at lancere det fedeste lækreste fløjl og den første, og ret så lækre, skokollektion til de lidt større drenge. Haps!

Ramasjang Kluns
Lige siden Ramasjang Kluns blev lanceret første gang, har de højt-elskede Ramasjang-stjerner på de bløde øko-tekstiler været et stort hit blandt familiens yngste.

Og Fred's World og DR er naturligvis gået sammen endnu engang for at skabe en kollektion, som bare fungerer.

Vi kan bl.a. glæde os til blødt og lækkert nattøj, skønt undertøj, cool t-shirts med Ramasjang Mysteriets skurke samt naturligvis nogle af de populære gengangere fra tidligere kollektionen såsom Rosa fra Rouladegades fine kjole.

Fred's World by Green Cotton
Klassiske sømandsstriber til både piger og drenge samt applikationer med lystige sømænd og drømmende luftballoner er, hvad vi bl.a. har i vente fra Fred's World.

Derudover får de mindste naturligvis også flere skønne dyr at vælge imellem.

Som noget lidt atypisk har Fred's World desuden leget med all-over prints, som er blevet ret så skønne. Der er nok i hvert tilfælde ikke en eneste dreng, der ikke vil falde i svime over at have seje arbejdskøretøjer på hele overkroppen!

Knast by Krutter
Det er nordisk, det er stilfuldt, det er urbant. Og det bliver Knast by Krutter ved med at være.

De fede detaljer kommer bl.a. til udtryk som påsyede patches på enkle bluser, cool og lidt skøre print samt brugen af et af mine favoritcitater fra Die Hard. 'Nough said! 

Snurk
Snurk er drømmende, og det er sjovt som bare pokker! Helt uden at klæde sig ud, kan man være klædt ud - i hvert tilfælde lige indtil, man står op.

Snurk byder på flere nye tilføjelser i sortimentet af funky sengetøj, og desuden lancerer Snurk en udvidet homewear-kollektion, der bl.a. taler til små rummænd, regnbuebørn samt din indre Chewbacca.

Småfolk
At Småfolk (også) har fokus på alt hele universet omkring barnet er ikke noget nyt.

Men nu vælger Småfolk at lave en mere helstøbt kollektion med alt fra ammepuder, hagesmække og baby nests, der kan matche helt ned til sidste lille æble. 

Bl.a. bliver de skønne æbler rullet ud i alle de pastelfarvede toner og på alle platforme, og den søde panda fås naturligvis også til hele den nybagte families behov.

Filibabba
Drømmende balloner, bambustallerkner og genanvendelige emballager. Filibabba er alt til hjemmet med de helt små.

Der er særlig fokus på bæredygtighed og økologi - men også på de enkle, fine designs, der er inspireret af de voksnes egen barndom.

Som noget nyt kan alt omkring Filibabba genanvendes og upcycles. Så intet går faktisk til spilde her.

Jens Storm København
Jens Storm København har taget den klassiske skoletaske, som vi kender den fra cirka anno 1975 og har genoplivet den med de skønneste materialer og farver - men på en måde, som er helt tro mod dens inspirationskilde.

Intet mindre end skønne tasker, der er oplagte som børnehavetaske, men som potentielt også kan bruges af de lidt større børn som turtaske. Der arbejdes dog også på en skoletaske til de større børn. Jeg krydser personligt fingre for, at Jens Storm KBH kommer til at lykkedes med projektet!


Klik galleriet i toppen i gennem for det fulde smugkig på efteråret og vinteren 2017. Ja, der er lidt at glæde sig til, og jeg skal nok vise lidt mere, når vi nærmer os efteråret ;-)

ANNONCE
Jens Storm København: Den klassiske skoletaske i en ny og lækker indpakning. - Børnemode: Smugkig på efterår og vinter 2017 Jens Storm København: Den klassiske skoletaske i en ny og lækker indpakning.
Del

Seneste nyt

Annonce