Smugkig på foråret: MarMar Copenhagen SS17
Er det kun mig, eller er kollektionerne til piger ofte lige en tand sjovere end til drenge?
Går jeg i min lokale H&M føles pigeafdelingen næsten dobbelt så stor som drengeafdelingen. Klikker jeg mig ind på en børnetøjswebshop, så er udvalget til piger bare en tand mere inspirerende.
Det er som om, mange børnetøjsproducenter tror, at vi drengemødre ikke for alvor har lyst til at klæde vores drenge lækkert på ...
MarMar Cph er blandt de (mange) brands, som tidligere har givet kollektionerne til de små piger lidt mere opmærksomhed end den til drengene. Ikke at der ikke altid har været flere fede drengestyles, men til pigerne har der bare været skruet lidt mere op for charmen.
Men MarMar Copenhagen er helt med på, at drenge naturligvis også vil have seje print på blusen og fede detaljer på deres shorts.
Så i den kommende forårs- og sommerkollektion har de arbejdet med en del flere prints og cool, rå detaljer til drengene. Alt sammen noget, der med garanti vil gå lige ind hos både de drenge og forældre, som godt kan lide, at tøjet har lidt kant på den der smagfulde facon, som dansk børnemode er så kendt for.
MarMar Cph har således bl.a. arbejdet med at få nogle seje, old school prints på deres t-shirts, og de små seje drenge kan bl.a. glæde sig til at få cool Frank Sinatra og Elvis prints på t-shirtsene.
Og hvorfor så lige dem? Det er, fordi temaet for MarMar Copenhagens kommende kollektion er Las Vegas og dermed bl.a. de gode gamle stjerner, der stod på scenen i byen, samt naturligvis de ikoniske lysreklamer, som man vist ikke kan undgår at få øje på, når man nærmer sig byen i ørkenen.
Er du drengemor og samtidigt MarMar-fan, kan du roligt begynde at glæde dig til Welcome to Fabulous MarMar-kollektionen. Den lander i handlen i løbet af foråret og sommeren.