Aniston

Rejsen går til Mérida

Fire timer fra Madrid, men hele rejsen værd.

I forbindelse med min rejse i bæredygtighed sammen med Knorr fik jeg en enestående mulighed for også at opleve byen Mérida. Det var en kort, men udsøgt, fornøjelse.

Inden jeg fik programmet for vores tur, havde jeg, helt ærlig, aldrig hørt om Mérida. Det var med andre ord sandsynligvis aldrig et sted, som jeg ellers havde besøgt.

Byen ligger cirka 4 timers kørsel fra Madrid og er et ganske specielt sted. Mérida blev nemlig grundlagt helt tilbage i år 25 f.v.t og er på UNESCOs verdensarvsliste på grund af de mange velholdte antikke seværdigheder.

Man finder bl.a. en næsten 800 m lang romersk bro, resterne af en romersk akvædukt, en typisk romersk arena, et romersk teater, hvor der stadig afholdes koncerter, samt efterladenskaber af et romersk toilet. Rom, go home!

Vi fik en guidet tur i Mérida centrum, hvilket godt kan anbefales, idet vi på den måde fik hele historien bag og omkring byen.

Selvom der kun bor cirka 50-60.000 mennesker i Mérida, byder byen på nogle rigtig lækre restauranter med alle de spanske lækkerier, man kan rumme. Og når man trænger til en drink efter maden, så går man da lige ind bag den gamle bymur og nyder en mojito, mens man sidder på puder under lanternerne.

Da en solrig og lang arbejdsdag med god mad og drikke undervejs var slut, sneg vi os til køjs på Hotel Parador de Mérida, som tilsyneladende både har været kloster, fængsel og hospital, og som indfanger hele charmen af Mérida rigtig fint. Dorte fra By-bak.dk har taget en række gode billeder af stedet, som du kan tjekke ud, hvis du lyster.

Er man i øvrigt fan af jamón ibérico (sortfodsskinke), er Mérida the place to be. Det forhandles adskillige steder i byen - og til priser, som min lokale skinkepusher ikke kan hamle op med. Herudover er der naturligvis almindeligt spansk byliv med Zara, Mango og andet godt.

ANNONCE
Rejsen går til Mérida
Del

Seneste nyt

Annonce