Bryllupsdage - hvordan var det nu, det var?
Sten, saks, papir ... Og hvad så derefter?
Det føles som i går, at vi mødte hinanden i en gedigen brandert på et værtshus midt i København. Og så alligevel ikke, for i mellem tiden er vi begge blevet voksne, har fået jobs og, ikke mindst, er vi blevet forældre.
Manden min og jeg er en anelse uenige om, hvor mange år der egentlig er gået, siden vi mødte hinanden (ja, det var en god brandert), men vores bryllupsdag kan vi trods alt huske. Og det selvom vi var så dumme ikke at vælge den 10.10.2010, fordi vi begge var ramt af søvnmangel pg.a. en skrigehals af en baby, og i stedet ret tilfældigt valgte den 09.10.10 som den dag, hvor vi sagde ja til hinanden.
I går kunne vi altså fejre, at vi faktisk har været gift i hele 5 år. Det er ikke nødvendigvis alle i vores generation, der kan prale af det. Og ægteskabet har da også sine op- og nedture ligesom alle mulige andre ting i livet.
Normalt er mærkedage egentlig ikke noget, vi fejrer så bevidst, men jeg havde alligevel sat mig ind i, hvilken type bryllupsdag det nu var, vi var ude i, og det viste sig, at det hedder træbryllup, når man har været gift i 5 år.
Jeg ledte i øvrigt forgæves efter en fed gave i træ til min bedre halvdel. Men jeg endte med at give op og i stedet give ham en Level Pack til LEGO Dimensions, hvilket han sikkert også hellere ville have end alt muligt andet.
Anywho ... Så jeg fremover selv kan være lidt mere tjekket med de der mærkedage, og evt. også hjælpe dig på vej, hvis du skal markere en bryllupsdag inden for nærmeste fremtid, har jeg samlet alle bryllupsdagene nedenfor. Jeg går efter guldet, tror jeg!
I øvrigt bliver gaven noget nemmere til næste år, hvor listen viser mig, at vi har sukkerbryllup!
Listen over bryllupsdage:
1 år - Papirbryllup
2 år - Bomuldbryllup
3 år - Læderbryllup
4 år - Blomsterbryllup
5 år - Træbryllup
6 år - Sukkerbryllup
7 år - Uldbryllup
8 år - Bronzebryllup
9 år - Pilbryllup
10 år - Tinbryllup
11 år - Stålbryllup
12 år - Silkebryllup
12½ år - Kobberbryllup
13 år - Kniplingsbryllup
14 år - Elfenbensbryllup
15 år - Krystalbryllup
20 år - Porcelænsbryllup
25 år - Sølvbryllup
30 år - Perlebryllup
35 år - Koralbryllup
40 år - Rubinbryllup
45 år - Safirbryllup
50 år - Guldbryllup
55 år - Smaragdbryllup
60 år - Diamantbryllup
65 år - Krondiamantbryllup
70 år - Jernbryllup
75 år - Atombryllup