Bæredygtige bland-selv skygger til at matche øjenfarven
Man kan godt blive en anelse træt af gang på gang at købe en øjenskyggepalette, hvor der er en farve eller to, som man aldrig kommer til at røre.
Måske passer den ikke til ens øjenfarve, måske matcher den ikke ens generelle udtryk, eller måske er lige netop den eller de farver bare ikke så nemme at arbejde, som man kunne ønske.
Det bliver for det første nemt spild af penge, hvis man ender med ti halvt brugte paletter i skuffen, og det er heller ikke nogen særligt bæredygtig tankegang, fordi næsten brugte øjenskygger ikke lige er noget, man giver videre til veninden (yiks, bakteriefælde!)
Dette forår lancerer The Body Shop dog et bland-selv-slik-koncept med øjenskygger, som gør det muligt selv at mikse og matche lige netop den øjenskyggepalette, som man finder allermest anvendelig.
Udgangspunktet for konceptet er de allerede eksisterende Down to Earth Quads og paletter, som The Body Shop allerede har i sortiment.
De er udformet ud fra et bæredygtigt koncept, hvor man køber en palette med øjenskygger, som så kan genopfyldes, når man løber tør for yndlingsøjenskyggen eller tænker, at det er tid til en ny farve, som skal erstatte en anden.
Det vil sige, at man ikke behøver at købe en helt ny palette men blot kan fylde op, når man er løbet tør eller vil have nye farver at gøre godt med.
Med de nye paletter, som lanceres dette forår, kan man dog købe en helt tom quad (altså en palette med plads til fire øjenskygger) eller en palette med plads til otte farver, og den kan man så fylde op med netop de farver, som man bedst kan lide.
På den måde får man en skræddersyet øjenskyggepalette, hvor der ikke går noget til spilde. Og ligesom med de eksisterende Down to Earth øjenskyggepaletter, så kan man købe refills løbende.
Er man desuden helt på herrens mark ift., hvilke farver man skal vælge til at matche øjenfarven, så kan man få hjælp i The Body Shop.
Har man fx blå øjne (som jeg har), så vil en palette bestående af 120 (Indian Rose Quartz), 010 (Cerro Rico Silver), 015 (Atlas Rhassoul) samt 201 (Peru Clay) sandsynligvis være et godt match.
Eftersom jeg dog ved, at jeg ikke er så god til at arbejde med de mørke farver, har jeg skiftet 015 Atlas Rhassoul ud med en lysere farve i min personlige palette. Og jeg er dermed helt sikker på, at den nok skal blive et hit i den daglige makeup-rutine.
Det er en oplagt idé, som både er godt for miljø og pengepung - i hvert tilfælde, hvis man er i stand til at begrænse sig, når man står foran de mange flotte bland-selv-øjenskyggerne ...
Hvis du ikke helt kan vente til april, hvor de nye Down To Earth Paletter lander i handlen hos The Body Shop, kan du allerede nu tjekke de eksisterende Down to Earth øjenskygger ud her. De er også ret fine og nogle sågar festlige!