Aniston

Fem dufte, du kan dele med din mand

Fem dufte, du kan dele med din mand


Der var engang, hvor damedufte duftede af lavendel og roser og herredufte af tobak og musk, og hvor man som kvinde måske sneg sig til at låne et sprøjt fra sin mand i ny og næ, fordi de lidt tungere og krydrede dufte ofte er langt mere interessante, når vi taler eau de toilette og parfumer, end en blomsterduft er.

Jeg husker selv, da CK One i sin tid blev lanceret (det var i 1994, hvis du skulle være i tvivl) og dermed blev den første reelle unisex duft, som man kunne dele på badeværelset.

Jeg var vild med den, og selvom jeg stadig boede hjemme hos mine forældre og ikke havde en mand at dele duften med i dagligdagen, så var den stadig noget af det hotteste - bare fordi den potentielt kunne deles med et mandfolk, og det i sig selv var lidt frækt.

Siden da har mange flere duftbrands lanceret unisex dufte, og faktisk støder man stort set ikke på populære dufte, som ikke kan deles mellem kønnene.

Det er da også smart for pengepungen, idet vi her i hjemmet i hvert tilfælde kan have svært ved at opbruge en duft hver for sig, fordi vi hver især kun bruger rundt regnet et sprøjt om dagen, og en 200 ml duft derfor rækker længere, end de fleste dufte kan holde sig friske og lækre.

Laboratory Perfumes er blandt de mærker, som har lanceret en hel lille række af dufte, som alle kan bruges af begge køn, og som dufter helt fantastisk uanset, om du er mand eller kvinde.

Nu kommer The Body Shop dog også ind i kampen om unisex duftene med hele fem nye dufte, som har et udtryk, der taler til både mænd og kvinder i både udseende og duft.

The Body Shop er ellers ikke specielt kendte for deres dufte. Men tag ikke fejl ... På det seneste har de bl.a. bragt os Black Musk og Red Musk, som begge er tunge, lækre og yderst forførende!

Det seneste skud på stammen er dog hele fem nye dufte, som kan deles på badeværelset (uanset om I er kvinde og mand, mand og mand eller kvinde og kvinde). 

Og er man i øvrigt ikke til at dufte af præcist det samme hele tiden, så kan de meget rene dufte både bruges hver for sig og sammen til at skabe sin egen unikke duft.

Elixirs of Nature, som serien hedder, består således af nyfortolkninger af nogle både dyrebare og naturlige dufte, der muligvis er ved at forsvinde i takt med, at vi ikke er gode ved vores jord. 

The Body Shop har naturligvis ikke valgt at slagte de stakkels sjældne planter. Det ville nemlig ligne dem meget dårligt.

Istedet har man udtrukket essensen fra planterne på en særlig måde (med den såkaldte Headspace-teknologi), som planten ikke lider under.

Det er blevet til eksotiske dufte som Widdringtonia, Swietenia, Bowhanti, Nigritella og Kahaia. 

Widdringtonia er baseret på cedertræ.

Swietenia et baseret på swieteniablomsten - også kendt som mahagniblomst.

Bowhanti er baseret på træet af samme navn, som vokser i Amazonregnskoven. 

Nigritella er baseret på den sjældne mørke orkidé af samme navn, som vokser i alperne.

Og Kahaia er baseret på kahaiablomst, der er en duft, som busken kun frigiver om natten.

Jeg har kun duftet til de fire af dem (dem på billedet), og de er hver især ganske særlige, eksotiske og nemme at mikse og matche eller bruge hver for sig. Nogle er sødere, andre mere tunge og dybe.

Det er svært at pege på en favorit iblandt dem. Men jeg vil næsten opfordre til, at du stikker næsen forbi din lokale The Body Shop for at tage en sniffer i det helt nye (og ret eksklusive) duftunivers, når de nye eau de parfume lander i butikkerne fra i morgen. Din mand vil muligvis (for en gangs skyld) også være glad for, at du lagde vejen forbi ...

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce