Aniston

Mickey og racerholdet - mød Mickeys nye team


Lige siden jeg fortalte om, at jeg skulle til Los Angeles for at besøge Mickey Mouse og følge produktionen af en ny Mickey Mouse-serie, har Lillemanden spurgt ind til, hvornår den nye serie så egentligt kommer på tv. Og det gør den snart, kan jeg afsløre ...

Da jeg var i LA for bl.a. at besøge Disneys tv-animationsstudier fik jeg dog set de første afsnit af den nye serie, så jeg har kunnet fortælle ham en hel del om karaktererne, og han glæder sig, selvom han er i den øvre del af aldergruppen til serien, til, at den bliver lanceret.

Desværre har vi ikke selv en tv-pakke med Disney Junior. Men vi har da smug-luret på små klip fra den nye serie på YouTube, og selvom de er på engelsk, så har han siddet med store øjne, og man har tydeligt kunnet se på ham, at han er vildt optaget af det. Og det tror jeg faktisk, at alle små (og måske også store) fans af Mickey Mouse og vennerne vil være, når de ser den.

I hvert tilfælde blev jeg, som har oplevet entusiasmen omkring og vel dybest set kærligheden til den gode ven Mickey på nærmeste hold, selv en lille smule varm indeni, da jeg sad i et ellers sterilt mødelokale hos Disney og så afsnittene til den nye serie på den store skærm. 

"Mickey og racerholdet", som den nye serie hedder, er altså virkeligt fin! Og hvis du har en eller flere Mickey Mouse-entusiaster derhjemme, så kan I godt glæde jer!

Mickey Mouse er nemlig stadig præcis, som han skal være. Han er blot sat i nye rammer.

På nogle punkter minder "Mickey og racerholdet", som har premiere på Disney Junior den 19. april, dog om Mickeys Klubhus. 

Det er fx det samme faste hold, der går igen i hvert afsnit: Mickey Mouse (naturligvis), Fedtmule, Pluto, Andersine, Anders And, Minnie Mouse og Sorteper, der som altid er lidt en hjælpeløs skurk, som Mickey alligevel, qua hans store hjerte, ender med at tage under sine vinger.

I stedet for et klubhus, holder vennerne til i en garage på Hotdog Hill, der også har runde, fine former og er holdt i gode farver til de allermindste - ligesom klubhuset.

På andre punkter er "Mickey og racerholdet" væsentligt anderledes end historierne, der tager udgangspunkt i klubhuset.

Fx er Mickey Mouse og hans venner alle blevet racerkørere. 

De har således hver deres bil, som kan transformeres til en racerbil, der passer til deres individuelle personlighed, når de (på engelsk) udbryder: "Let's get roadster ready!"

Anders And har en "cabin cruiser" båd-racerbil, Andersine har en "Daisy racer" med en stor pink blomst, Fedtmule kører i en racerbil, der ligner et badekar utroligt meget, og som han kan tage en lille dukkert i, Minnie cruiser i en pink racerbil med stor sløjfe. 

Og selvom hovedpersonen, Mickey Mouse, oprindeligt skulle have kørt i en hotdog-racerbil, fordi nogle af de første ord, han nogensinde sagde på tv i en meget gammel tegnefilm var "hotdog", så kører han altså i en mere sej racerbil med hans ikoniske silhouet på fronten.

Derudover foregår den nye serie "Mickey og racerholdet" ikke kun på et sted.

Faktisk rejser Mickey og hans racerhold rundt i hele verden, hvor de besøger de lokale og redder dagen. I hvert afsnit er vi således i en ny by og et nyt land. I de afsnit, jeg så hos Disney i LA, var vi bl.a. et smut omkring nogle af storbyerne i sydeuropa.

Godt nok tager besøgene i de nye byer udgangspunkt i en god del klichéer, som man som voksen godt kan trække lidt på smilebåndene af.

Men for børn, tror jeg, at det vil være både lærerigt, sjovt og udviklende, at de kan stifte bekendskab med nye kulturer på deres tv. En vinkel, som ikke er helt uvæsentlig at lære dem, i den verden, som vi lever i i dag ...

Minnie og Andersine kører desuden ikke kun racerbiler og hjælper Mickey på værkstedet. Nej, de er skam blevet power-kvinder og selvstændige erhvervsdrivende, der på deres egen sukkersøde facon driver virksomheden "De glade hjælpere", der går ind og redder dagen, når der er behov for et lille drys sukker eller flere et sted.

Sidst, men ikke mindst, så får Mickey og hans racerhold besøg af en række "special guest stars" undervejs i de enkelte afsnit, hvilket også er lidt specielt ift. Mickeys Klubhus, hvor vi højst møder Nora Malkeko i ny og næ.

Da jeg spurgte producerne af serien om den del, fortalte de, at det jo, selvom serien er henvendt til børn i alderen 2 til 7 år, nok mest er et indslag, som de de voksne, der evt. ser med, vil synes er sjovt, fordi de kan genkende stemmerne.

Mens børnene mest vil bemærke de sjove og skæve karakterer, som de kendte (bl.a. Gordon Ramsay, Jay Leno, Project Runway's Tim Gunn og NASCAR-køreren Jeff Gordon) lægger stemmer (og til dels personlighed) til.

Og jeg kan afsløre så meget som, at holdet bag "Mickey og racerholdet" på ingen måde havde svært ved at få de kendte stemmer med på idéen, fordi de hver især alle havde et kærligt forhold til Mickey.

De øvrige stemmer i serien er, på amerikansk, indtalt af de sædvanlige stemmer til karaktererne i nyere tid. De bliver alle sammen indtalt i Outloud Audio i Los Angeles, hvor vi fik mulighed for at følge en af stemmeoptagelserne med racerholdets nye søde og energiske ven Cuckoo Loca. På dansk får vi fornøjelsen af bl.a. Anders Bircow, Peter Zhelder, Johan Vinde, Louise Engell og Annette Heick.

Men hvorfor så egentligt en ny Mickey Mouse serie?

Da jeg spurgte om det på en dejlig solrig dag i Los Angeles, fik jeg svaret, at Mickey bare aldrig vil blive umoderne. Han bringer det bedste frem i folk, og både børn og voksne har stadig meget at lære igennem ham. 

Og grunden til, at Mickey og vennerne kører racerbiler i den nye serie er dybest set, at de to producere på serien, Rob LaDuca og Mark Seidenberg, begge er tossede med biler. Den ene af dem har sågar et Mustang-ur på kontoret, der siger som en Mustang-motor en gang i timen ...

"Mickey og racerholdet" har, som nævnt, premiere på Disney Junior den 19. april.

Hvis I ikke kan vente med at smugkigge, så har jeg samlet billeder af bl.a. de søde karakterer i galleriet.

 

Jeg var inviteret til Los Angeles af Disney Junior.

ANNONCE
Mickey og racerholdet - mød Mickeys nye team
Del

Seneste nyt

Annonce