Gensyn med et teenage crush
Det er, hvad der sker på 20+ år.
Året er cirka 1992. På mit teenageværelse hænger kun plakater af Gary, Mark, Jason, Howard og Robbie, og fra mit stereoanlæg lyder tonerne af Take That and Party. Alle mine skolemapper er plastret til med stickers og sirlige hjerter, og specielt Robbie kan få mit teenagehjerte til at smelte noget så grusomt.
I året 2011 sidder jeg på Østerbro på Café Bopa sammen med en flok venner, vi spiser Gary Barlow burgere, og glæder os til en tur i Parken, hvor vi endelig skal have et gensyn med Take That. En halv time inden koncerten bliver hele festen aflyst, og jeg lover mig selv, at jeg for altid vil være lidt sur på Robbie og resten af Take That!
Nu, i 2015, har jeg sat Take That på anlægget igen (det knap så store anlæg). Take That udgav nemlig i slutningen af sidste år deres syvende studiealbum, "III", og det i en noget amputeret form. I mellemtiden er det nemlig ikke blot Robbie, der er gået solo. Jason Orange har også meldt sin exit, og tilbage er Gary Barlow, Mark Owen og Howard Donald. Det er dermed stadig Take That - og så alligevel ikke helt.
"III" er dog et ret typisk Take That-album. Masser af popballader og også et par numre, som man kan danse lidt til. Ikke noget vildt og samtidig ikke noget, som man kan sætte en finger på.
Jeg måtte dog alligevel høre albummet mere end en håndfuld gange, inden jeg faktisk lærte at holde ganske meget af det. De første par gange fløj musikken helt enkelt hen over hovedet på mig, og der var ikke rigtig noget, der med det samme blev en ørehænger. Det var easy listening af den letteste skuffe.
Men "III" er, med tiden, blevet et meget rart album at lytte til. Det er ganske vist meget langt fra "Take That and Party"-ånden, som kunne få mig op ad futonen i 90'erne, men det er voksent, behageligt og faktisk helt okay til en stille aften derhjemme med fødderne oppe.
Ja, det er ikke kun Take That, der er blevet mere voksne - og måske en tand mere kedelige.
Take That "III" er udgivet af Universal Music.
