Sydlig sol og solcremecrush fra Avène
Der er solcreme, og så er der solcreme.
Der er, med andre ord, de solcremer, som man bruger af nød, fordi man jo skal påføre sig solcreme, når man opholder sig i solen om sommeren.
Og så er der de solcremer, som er ren nydelse at bruge, og som man glæder sig til at påføre på lige fod med den daglige bodylotion.
På vores nylige rejse gennem Kroatien og Montenegro var jeg så priviligeret at teste en serie, som (heldigvis) hører til i den anden gruppe.
Jeg havde da også store forventninger til solcremerne fra Avène, som blev testobjekter på rejsen. Alene af den årsag, at Avène faktisk endnu aldrig har skuffet mig.
Godt nok har jeg ikke lagt krop til mange Avène produkter. Men de, som jeg trods alt har prøvet, har været gode solide produkter, som bare har fungeret.
Således også solprodukterne fra Avène.
Jeg havde pakket en Avène SPF 30 solcreme til kroppen, en SPF 30 ansigtssolcreme, en After Sun Repair Lotion samt en lille taskesolcreme i SPF 50. På den måde var jeg fuldt dækket ind til alle turens mange strabadser i fuld sol fra stort set morgen til aften.
Til mit store held skuffede Avène heller ikke denne gang.
Først og fremmest er Avène solcremerne lækkert pakket ind. De kommer med pumpe og er derfor nemme at bruge. Pumpen sprøjter oven i købet jævnt og i en passende mængde, som gør, at man ikke sprøjter solcreme ud over det hele. Man rammer der, hvor man sigter og ikke på solbriller, på skoene, i sandwichen eller andre steder. Stort point herfra alene for pumpen!
Derudover er cremen tilpas tynd til, at den er nem at fordele. Men den er ikke så tyndtflydende, at den løber. Solcremen er nem at smøre ud, og den lægger sig ikke som en tyk hvid masse på huden. Endnu et point for konsistens!
Samtidig fugter Avènes solcreme huden, fordi alle produkterne indeholder det, som Avène er mest kendt for, nemlig Eau Thermale. Termalkildevand, som giver optimal fugt til huden. Kildevandet virker desuden beroligende på huden og dæmper irritation, hvilket passer ret godt til en solcreme. Endnu et point og en tak for gennemfugtet og blød hud.
Sidst, men ikke mindst, beskytter solcremen rent faktisk optimalt. Jeg smurte faktisk kun solcreme på en gang om dagen på turen, og alligevel blev min lyse hud overhovedet ikke solbrændt undervejs. Og det til trods for, at selv den spæde sommersol i Kroatien og Montenegro faktisk har god bid. Så også et kæmpe point for rent faktisk at lave en solcreme, som holder solens hidsige stråler stangen.
Ansigtssolcremen fra Avène får i øvrigt et ekstra point, fordi den indeholder helt let kulør, som gør, at man ikke behøver at bruge foundation, når man opholder sig i solen. Og den lille lommesolcreme eller taskesolcreme, om man vil, høster også et bonuspoint for bare at være så utroligt smart i emballagen, at den passer i enhver bag- eller skjortelomme samt i den meget lille håndtaske.
Herudover skal hele serien også næsten have et fint point for den milde og lette duft.
I det hele taget er solcremeserien fra Avène utroligt skøn fra ende til anden. Den er på kort tid blevet en blandt få favoritter, når det gælder solcremegenren, som altid er lidt svær. Men Eau Thermale Avène solserien holder hele vejen!
Hvis du selv vil kigge på produkterne på apoteket, så hedder dem, jeg har testet: Eau Thermale High Protection Spray SPF 30, Eau Thermale Tinted Cream SPF 30, Eau Thermale After-Sun Repair Lotion samt Eau Thermale Réflexe Solaire SPF 50 (det er den lille smarte lommesag). Desuden findes Avène solcremerne også til børn med SPF 50.