Aniston

Kan vi ikke længere tænke, før vi taster?

Forleden læste jeg en tråd på BT's Facebook-side. Artiklen, der var linket til, handlede om noget så uskyldigt som, at udbetalingen af børnepenge var blevet forsinket.

Egentlig holder jeg mig som regel fra at læse folks spydige, nedværdigende og aggressive kommentarer på Facebook, fordi jeg ved, at de gør mig trist. Men i dette tilfælde kom jeg til at trykke på "view more comments" og altså ... [Indsæt suk]

Ikke nok med, at Skat blev svinet (for det bliver de jo så tit), ikke-forældre gik også i flæsket på forældre, enlige mødre var nasserøve, fraskilte fædre var bitre weekendfædre, og ord som "idiot", "fisse" og "nasserøve" fløj hen over skærmen i ét væk. Det værste af det hele var, at det var voksne mennesker, der mente, at de, fordi de sidder trygt og godt bag ved skærmen, kunne tillade sig at skrive lige, hvad de ville.

Det er ikke første gang, de sociale medier koger over med had og indre svinehunde. Flere af mine "kolleger" i blogland er løbende udsat for nedladende og ondskabsfulde kommentarer, som jo ærlig talt sårer, fordi der er en person bag. En person, som har taget sig tiden til at skrive et blogindlæg, har taget billeder og givet lidt af sig selv. Men fordi nogen i den anden ende, på den anden side af skærmen, er uenig, så skal hun kaldes både fed, en dårlig mor - eller det, der er endnu værre.

Jeg bliver mest ked af det! Men det gør mig også gal, at vi har glemt, at man tænker, før man taster. Hvad er det næste? At vi overfalder en fremmed i supermarkedet, fordi han har valgt at købe buræg til sin frokost? At vi råber efter mødre, fordi de har valgt at klæde deres børn grimt på? 

En god debat derimod. Be my guest! Vær endelig ude med de gode argumenter og giv den maks gas. Eller blive enige om at være uenige. Det må man faktisk godt!

Så længe, der tænkes, før der tales, så behøver de sociale medier ikke at blive en kampplads med råben og skrigen mellem linjerne. De kan nemlig også være smadder hyggelige, byde på gode debatter og være fyldt med rare mennesker, der vil hinanden det bedste. Eller som i det mindste undlader at kommentere på, at man har fede ankler i de støvler.

Kan vi ikke længere tænke, før vi taster?
Del

Seneste nyt