Jagten på den perfekte hudpleje
Jeg er på den. Sådan helt bogstaveligt talt. Intet i min hudpleje rutine synes at virke for tiden. Min hud er i undtagelsestilstand.
Det er ret frustrerende, når jeg faktisk aldrig har haft problemer med min hud, når bare jeg tager højde for, at den er sart. Det vil sige ingen urenheder, hormonpletter eller tørre spots.
Altså indtil nu. Jeg siger det lige igen: Frustrerende.
Det har været galt et stykke tid - faktisk siden foråret, hvor jeg, som bekendt, deltog i Den Store Bagedyst. Om det lige er det, der har været medvirkende årsag til, at det står skidt til med min hud, er svært at sige.
Sagen er bare, at en periode med meget makeup, stress (selvom det var den positive af slagsen), alt for lidt søvn og en hudplejerutine ude af trit måske bare har sat sine spor.
Så nu har jeg det hele som sidegevinst: Uren hud, hormonpletter og virkelig tør hud, der er helt umulig at tilføre nok fugt.
Måske er det bare årstiden, der er hård ved min hud. Måske er det alderen eller ændring i hormoner. Jeg har ingen anelse.
Indtil videre holder jeg mig så bare til det, jeg synes, plejer at virke: God afrensning og masser af fugt.
Jeg købte Magnitone rensebørsten, da jeg var i London i august, efter at have læst rundt regnet en million anmeldelser, der var ret ensartede. Et vidunder - intet mindre skulle den være. Jeg er selv ret godt tilfreds med den - min hud føles, som om den er godt renset igennem, når jeg har brugt den.
Embryolisse cremen brugte den skønne Kenneth Adelhardt som fast indslag, når han stylede os i Den Store Bagedyst. Og hey - han er jo ikke Hr. "Hvem-som-helst" men en vanvittig dygtig mand, så den creme måtte jeg bare erhverve mig. Lækker er den og til en ganske fornuftig pris. Den følger mig overalt i disse dage.
Et par gange om ugen bruger jeg også Wake Wonderful fra Ren som en del af min aftenrutine. Den skulle ifølge beskrivelsen både rense og tilføre huden fugt og den fungerer bare, synes jeg.
Skulle du nu sidde derude med et vanvittigt godt råd til, hvordan jeg kan få min fine hud tilbage, så hører jeg gerne fra dig.
Indtil da må jeg bare fortsætte jagten på den perfekte hudpleje - eller ... faktisk kan en god hudpleje også gøre det.