Hygiejneprodukter, hverdagskemikalier og miljøhensyn
For nogle måneder siden stod jeg foran hylden med bind, trusseindlæg og tamponer i min lokale Føtex. Jeg kiggede, som jeg altid gør, på priser og på, hvad der evt. var på tilbud.
Jeg har naturligvis mine favoritter, når det gælder hygiejneprodukter. Men jeg synes dæleme også ofte, at en pakke tamponer eller bind er dyre, og derfor vælger jeg ofte også udfra en kombination af effekt og pris.
Da jeg kom hjem med min pakke trusseindlæg, lagde jeg den i skabet til de øvrige produkter og tænkte ikke mere over det ... Indtil der spredte sig en underligt duft af dårlig toiletrens i hele badeværelset og lidt ud på gangen.
Jeg undersøgte produkterne på badeværelset og i køkkenet, indtil jeg fandt synderen: Jeg var kommet til at købe en pakke trusseindlæg, som var så smækfyldt med parfume, at de duftede ud af deres lukkede æske, ud af det lukkede skab og videre ud i store dele af lejligheden.
Selvom jeg måske er lille smule jysk anlagt, når det kommer til at bruge penge, så røg min dyrt-købte pakke trusseindlæg direkte i skraldespanden! Jeg har nemlig på ingen måde behov for at dufte af wunderbaum i skridtet, og det får jeg nok heller aldrig.
Efter den episode har jeg brugt endnu længere tid foran hylden med hygiejneprodukter. For jeg vil sikre mig, at jeg ikke kommer hjem med sådan en allergifremkaldende bombe igen en anden gang.
I udlandet kan det faktisk godt være en rigtigt langstrakt jagt, idet jeg i mange lande har oplevet, at størstedelen af deres bind, tamponer og trusseindlæg tilsyneladende er spækket med parfumestoffer. Man må konstatere, at man tilsyneladende er meget lugtforskrækket (den naturlige lugt vel at mærke) i visse lande ...
Til trods for mit uheldige fejlkøb er det heldigvis sjældent, at vi her i Danmark støder på parfume i den slags hverdagsprodukter, som de fleste af os kvinder bruger dagligt. Og der er stort set ingen producenter, som putter parfume i deres tamponer, bind og trusseindlæg.
Dog har Always en pakke trusseindlæg med parfume, som åbenbart ligner varianten uden parfume så meget, at selv den mest drevne trusseindlægs-kunde (læs: mig) kan tage fejl.
Desuden har Forbrugerrådet TÆNK tidligere haft Tampak Compak Active i søgelyset, fordi netop den variant tamponer indeholder parfume og reklamerer med det ved at kalde varianten "Fresh".
Vil du dog være helt fri for kemikalier, der potentielt kan være allergifremkaldende i de mere intime områder, er det en god idé at orientere sig i de produkter, som er Svanemærkede, AllergyCertified eller på anden måde indikerer, at de ikke er kemikalieholdige.
Udover hensyn til egen krop så synes jeg jo også, at man skal tage mest muligt hensyn til miljøet, når man vælger hygiejneprodukter.
Det er jo relativt meget plastik og diverse, man bare smider ud, når man sådan har besøg af Tante Rød og bruger et væld af eksempelvis tamponer, der er pakket ind i æsker for sidenhen at være pakket ind i plastik og dernæst et plastikrør.
Et godt eksempel på et mærke, som tager hensyn til både krop og miljø, er danske GingerOrganic, som jeg har stiftet lidt mere nært kendskab til i forbindelse med mine tests som dommer til AllergyAward om en måneds tid.
Kort fortalt er GingerOrganic en lille serie af økologiske hygiejneprodukter, der er fremstillet af 100 pct. økologisk bomuld, og som er 100 pct. biologisk nedbrydelige.
Serien byder på bind, tamponer og trusseindlæg i flere afskygninger, som alle er fri for kemi, parfume og klor. Desuden er GingerOrganic certificeret hele vejen rundt af både Nordisk Svane, EcoCert, GOTS, AllergyCertified og FSC.
Faktisk havde jeg allerede lært tamponerne fra GingerOrganic lidt at kende for nogen tid siden, hvor det var netop de tamponer, der landede i min indkøbskurv i den lokale Føtex. Dog var min første oplevelse med tamponerne ikke så overbevisende, idet jeg meget hurtigt blødte igennem selv de supersized tamponer, og så gav det ikke helt mening at forsøge mig med flere af produkterne derfra ...
Derfor strøg jeg (mismodigt, fordi, jeg synes, tanken bag GingerOrganic er super god) det mærke fra min liste over hygiejneprodukter, som skulle bo i mit badeværelsesskab.
Nu har jeg dog testet en stor del af sortimentet fra GingerOrganic som en del af dommertjansen til AllergyAward, og denne gang fungerer produkterne super godt!
Jeg ved ikke, hvad der i mellemtiden er sket med mig og/eller produkterne. Men jeg har testet hele striben af trusseindlæg, bind og tamponer, og de har hver især faktisk fungeret fra ret godt til rigtigt godt. Ja, selv tamponerne i størrelse "jeg-har-født-en-vandmelon" har været rigtigt gode denne gang.
Vil du altså være god ved dig selv og miljøet, så er hygiejneprodukterne fra GingerOrganic et ret godt bud.
Jeg synes i øvrigt bestemt ikke, at det gør noget, at æskerne, som produkterne kommer i, også er ret så indbydende og fine (de slår Always, Libresse og Änglamark med flere længder.) Og der er ikke meget Helse-Else over udseendet, som indholdet ellers lægger op til ;-)
Og hvis du, som jeg, er en smule prisfølsom ift. indkøb af den slags kvindelige fornødenheder, der stjæler pengene fra din opsparing til din nye drømmetaske, så kan jeg afsløre, at jeg i ny og næ har spottet produkterne på tilbud i selvsamme Føtex, hvor jeg købte både de skrækkelige parfumeholdige trusseindlæg og min første pakke GingerOrganic tamponer.
Om et af produkterne fra GingerOrganic i øvrigt bliver blandt de fem, som jeg kommer til at sætte min stemme på i forbindelse med AllergyAward, kan jeg ikke afsløre noget om. Men min anbefaling kan hele idéen bag produkterne og produkterne i sig selv i hvert tilfælde godt få ;-)
Se evt. mere om Forbrugerrådet TÆNKs test af tamponer her.
Og se mere om GingerOrganic produkterne her.