Fem gode scrubs til sommerferienedtælling
Skrub huden klar til sommersolen.
Uanset mængden af solcreme og en vis form for solforskrækkelse, så vil arme og ben få lidt kulør, når (og hvis) sommersolen kigger frem.
Den pæneste kulør får man ved at scrub'e amok, inden man udsætter huden for sol.
Jeg opdagede først scrubs i en relativt sen alder. Inden da havde jeg aldrig forstået, hvad det egentlig skulle gøre godt for at smøre sin krop ind i noget, der kradser og så vaske det af igen.
Men nu er jeg scrub-oman og kan slet ikke lade være med at give kroppen en omgang scrub i ny og næ for at fjerne døde hudceller og få den babybløde fornemmelse frem igen.
Specielt nu her inden sommeren for alvor tager fat, ynder jeg at give hele kroppen en omgang fra top til tå inden badet. Det fugter så dejligt og gør huden babyblød PLUS, at den smule kulør, jeg så får, bliver mere jævn, pæn og frisk at se på.
Scrub er i øvrigt et absolut must, hvis man går i krig med selvbruner. Der er intet, som kan lave grimme plamager i den ellers fine, sunde og fornuftige kulør end døde hudceller og tørre hudplamager.
Mit bud på sommerens virkelig gode scrubs, spørger du? De kommer her:
Vølve - Kaffe og Kage (og ...)
Vølve har tryllet den hyggeligste bodyscrub på denne jord! Den hedder ganske enkelt Kaffe og Kage og dufter af ... Ja, du gætter det aldrig ... kaffe og kage! Den håndgjorte scrub er spækket med koffein, som sætter gang i blodomløbet og gør sit for at gøre bugt med appelsinhud. Og når man er færdig med kroppen, kan man passende også give ansigtet en tur med den skønne duft af økologisk kaffe. Man skal dog være obs på, at den godt kan medføre lækkersult i badet. Tro mig, jeg har oplevet det!
Vølve Kaffe og Kage scrub forhandles bl.a. på Vølves webshop til 169 kr.
The Body Shop - duften af virgin mojito
The Body Shop har gjort det igen! De har simpelthen skabt årets sommerduft! Mojitoen er manges yndlingsdrink om sommeren, så hvorfor ikke smøre sig ind fra top til tå i duften af mojito? Duften er naturligvis virgin, super skøn og opkvikkende på en varm sommerdag, og så er den kun i butikkerne i en begrænset periode.
The Body Shop Virgin Mojito Body Scrub forhandles hos The Body Shop til 195 kr.
Bio Sculpture - håndscrub
Sammen med ansigtet er hænderne ofte det, der udsættes for mest sol i løbet af en sommer. Heldigvis findes der et væld af scrubs, som også sørger for at fjerne døde hudceller skånsomt men effektivt fra hænderne. En af de rigtig gode er Apricot Kernel Scrub fra Bio Sculpture. Den gør fluks hænderne helt bløde og lækre - og så har jeg også testet den andre steder på kroppen, og der fungerer den bestemt også.
Bio Sculpture Apricot Kernel Scub forhandles på klinikker.
The Body Shop - uhm argan
En af mine all time favorite dufte er duften af argan. Duften er fed og varm og bare lækker - ikke kun om sommeren men hele året rundt. Derfor er The Body Shops Wild Argan Oil Body Scrub også en af de scrubs, jeg ynder at tage med mig i badet igen og igen. Bagefter smører jeg kroppen ind i den fede Wild Argan Oil Body Butter, og så bliver det en god og velduftende dag.
The Body Shop Wild Argan Oil Body Scrub forhandles hos The Body Shop til 175 kr.
GloTherapeutics scrub til bløde sommerkinder
Man må naturligvis ikke glemme ansigtet, som jo trods alt ofte er det sted, der får allermest sol, når først vi når dertil. En ansigtsscrub fjerner de døde hudceller og evt. tør hud og gør bare ansigtshuden pænere og mere jævn, så man har et bedre lærred til sommerens makeup. En af mine favoritter er GloTherapeutics Pumpkin Enzyme Scrub. Den er skøn og let at have med i bagagen, hvis den står på ferie.
GloTherapeutics Pumpkin Enzyme Scrub forhandles på klinikker til 325 kr. for 50 ml.
Bodyscrub og scrubs i det hele taget er i øvrigt også rigtig alletiders at bruge efter solbadning, hvis den sommetider klistrede fornemmelse af solcreme skal fjernes.