Aniston

Elizabeth Arden nyhed: Fugtgivende Eight Hour mist til kedelig vinterhud

Elizabeth Arden nyhed: Fugtgivende Eight Hour mist til kedelig vinterhud


Da jeg sidste jul afholdte en adventskonkurrence med mulighed for at vinde en bunke nyheder fra Elizabeth Ardens ikoniske og altid skudsikre univers, fandt jeg ud af, at jeg har mange ligesindede derude blandt jer, der læser med.

Spørgsmålet til konkurrencen gik nemlig på, hvilket Elizabeth Arden produkt, der var favoritten. Og her valgte sådan cirka 95 pct. af jer, der deltog, at pege på det ene eller andet Eight Hour-produkt.

Eight Hour-universet er da også helt uundværligt i min daglige hudplejerutine året rundt. Den klassiske Eight Hour Cream bruger jeg dagligt på læberne og lejlighedsvist til tørre neglebånd og andre tørre områder, og den alsidige Eight Hour Cream All-Over Miracle Oil har, siden den blev lanceret forrige år, været en favorit til både hud og hår.

Den klassiske Eight Hour Cream blev lanceret i 1930, og nu, hvor vi har skrevet os ind i 2017, lever både den ikoniske creme og de mange nye Eight Hour-produkter stadig i bedste velgående.

Produkterne i Eight Hour-serien bliver nemlig flere og flere. Og i år har Elizabeth Arden allerede lanceret det første nye Eight Hour-vidunder - nemlig Eight Hour Miracle Hydrating Mist.

Eight Hour Miracle Hydrating Mist er den perfekte fugtgivende ansigtsspray, som kan bruges morgen, middag og aften, på flyet, på kontoret og på en varm sommerdag.

Den opfriskende mist spiller på de intense fugtgivende egenskaber, som Eight Hour Cream er så kendt for, og den er, ligesom sin ikoniske oldemor, desuden lindrende og, ikke mindst, multifunktionel.

Ikke nok med, at Eight Hour Miracle Hydrating Mist kan bruges til alle hudtyper, så kan den også bruges på hele kroppen. 

Jeg har mest brugt den om morgenen til at "vække" huden efter et varmt bad. Men Elizabeth Arden lister selv nærmest uanede muligheder for deres produkt, som, jeg tænker, skal prøves af.

Bl.a. anbefaler de at bruge den til touch-ups af makeup ved at spraye den på ansigtet og så let duppe ny, frisk makeup på.

Derudover er den naturligvis også oplagt i forbindelse med en længere flyrejse, hvor huden får brug for fugt (og ja, den har den rette kabinestørrelse), og efter træning, hvor den kan virke både kølende og opfriskende.

Det, der gør Eight Hour Miracle Hydrating Mist en anelse anderledes end den sædvanlige ansigtsmist, der blot indeholder vand, er, at den indeholder et såkaldt Superfruit Blend med ekstrakter fra acai, goji, mangostan, granatæble og kaffebønner.

Ja, det lyder som en god og sund morgenmad. Men det er altså også til sammen ingredienser, som Elizabeth Arden har mikset, så de giver glød og beskyttelse til huden.

Desuden indeholder Elizabeth Ardens mist aloe vera, der beroliger og fugter, samt æblebladeekstrakt, som lindrer huden og mindsker rødme.

Jeg har testet den lille mirakelmist, siden jeg kom hjem fra vores rejse, for små 14 dage siden. De første par dage, hvor min hud var helt anstrengt, ødelagt og stresset, sved det lidt på huden at bruge sprayen. Men den har hurtigt gjort, at huden er blevet friskere og mere modstandsdygtig igen.

Og nu her på de kolde dage, er den rigtigt god til at give fugt, så kinderne ikke bliver helt røde og tørre af frostvejret.

Jeg spår, at den lille mist bliver endnu et ikonisk produkt fra Elizabeth Arden. I hvert tilfælde har den potentiale til at blive en fast genganger på min badeværelseshylde.

Til alle Elizabeth Arden Eight Hour-fans derude kan jeg afsløre, at Elizabeth Arden Eight Hour Miracle Mist netop er landet i handlen. Og det til blot 200 kr. for 100 ml.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce