Aniston

Chef's Table: Formidable madnørderier på Netflix

Chef's Table: Formidable madnørderier på Netflix

Ja ja ja, vi har alle set House of Cards, How I met Your Mother, Orange is the New Black og Suits.

Serier, som alle anbefaler, hvis man spørger Facebookhjernen om, hvad man nu skal kaste sig over på Netflix.

Forleden, da jeg endnu engang trak i Netflix-blusen, faldt jeg dog over en guldgrube af madnørderi i en af Netflix' ofte fantastiske egenproduktioner.

Serien hedder "Chef's Table" og er et overvældende tag-selv-bord af madkærlighed, der rammer alle smagsløgene.

"Chef's Table" er en velfortalt dokumentar, der følger forskellige stjernekokke rundt omkring i verden. Kokke, der har en noget anderledes tilgang til deres håndværk og en helt særlig passion for at gøre tingene endnu bedre.

Det er vildt fint fortalt, og man bliver ekstremt sulten af at se med.

Den passion, der vælter ud over tv-møblet, er desuden utroligt smittende, og man får straks lyst til at løbe ud i køkkenet for at lave en ordentlig portion kvalitetsmad med masser af omtanke.

De fleste aftner, hvor jeg har nydt programmet, er det dog endt med en ostemad i de sene aftentimer. Alle skal jo starte et sted ...

Er du madnørd og elsker du, ligesom jeg, madprogrammer, så kan Chef's Table varmt anbefales!

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce