Jalm&B - økobollerier og meget mere
Sommetider føler jeg mig ekstra heldig! Heldig, fordi jeg får nogle oplevelser og møder nogle mennesker, som det ikke er alle forundt at opleve og møde.
Andre gange er jeg så yderst heldig, at jeg også får kombineret oplevelserne og de interessante mennesker med nye og ekstra gode smagsoplevelser.
Fx når jeg er inviteret til morgenmadsværksted hos de dygtige mennesker bag Jalm&B, som står bag Danmarks helt nye økologiske morgenboller baseret på ekstra godt håndværk, virkeligt gode ingredienser og en hel masse nørderi, når det handler om brød.
Jeg var med andre ord i den syvende himmel i et par timer, hvor jeg ikke alene fik lov til at smage på de gode sager. Jeg havde også held til at komme bagom kulissen, kigge over skulderen og blive inspireret til op over begge ører.
Jalm&B er københavns helt nye danske håndværksbager, der er opstået ud fra de samme principper, håndværksmæssige kunnen og kompromisløshed som Il Fornaio, som mange af os vist kender fra de morgener, middage eller aftner, hvor vi skal forkæle os selv og vores kære med brød med en ekstra god økologisk krumme.
Ligesom hos Il Fornaio er brødet fra Jalm&B baseret på økologi og god kvalitet, og både brød og kager fra Jalm&B er således opstået i et samarbejde mellem Skærtoft Mølle, Aurion, Thise Mejeri, Herslev Bryghus samt Michelinkokken Mikkel Maarbjerg.
Her er, med andre ord, intet overladt til tilfældighederne, og Jalm&B er 100 pct. fokuseret på, at gode (helst danske) råvarer og godt håndværk skal kombineres til morgenbrød, som smager godt og gør godt helt ind i hjertekulen.
Jalm&B har således netop sendt to forskellige typer morgenboller i handlen: Økologiske Speltboller samt Økologiske Bygkerneboller.
Begge fås på frost, så de lige kan hives ud af fryserne og smides i ovnen. Ti minutter senere er der morgenboller med ekstra bid og utroligt behagelig smag.
Selvom morgenmadsværkstedet primært handlede om de to nye typer morgenboller, så bød morgenen også på en smagsprøve på Jalm&B's økologiske wienerbrød samt de økologiske brioche burgerboller, som de danske brødnørderier også har ført med sig. Begge dele er så spækket med økologisk smør, at de er en utroligt syndig drøm at sætte tænderne i.
Jalm&B morgenboller og burgerboller forhandles indtil videre kun i Irma. Men med den smag og det koncept skal brødet nok snart vandre ud til flere forhandlere. I hvert fald er det ikke sidste gang, jeg kommer til at lægge gane til bollerne. Faktisk har jeg drømt om dem lige siden den yderst heldige morgen.
Se evt. mere om Jalm&B, produkterne og ingredienserne her.