Tre enkle måder til at variere din chiagrød
Tid er desværre ikke det, der er mest af i øjeblikket. Derfor er det også rart med hurtige løsninger, når det handler om den daglige kost.
Så længe jeg ikke går på kompromis med de sunde ingredienser, de gode råvarer og økologien, så er nemme og ukomplicerede retter da også noget, jeg holder utroligt meget af.
En af disse er chiagrød (eller køleskabsgrød), som jo er noget af det nemmeste, man overhovedet kan kaste sig over til morgenmad - og som oven i købet mætter, indeholder utroligt mange fibre, masser af essentielle fedtsyrer samt Omega-3, protein og kalcium.
Ja, der er faktisk ikke meget, der kan slå sådan en køleskabsgrød - heller ikke når det handler om smag eller den tid, det tager at lave den.
Det er jo bare at tage en beholder, hælde et par skefuld chiafrø i beholderen og så hælde den mælk, man foretrækker, henover. Jeg plejer også lige at røre rundt med en ske, fordi frøene så løsner sig fra bunden og nemmere får suget mælken til sig. Derefter stilles den i køleskabet natten over. Easy peasy!
Endnu en fordel ved chiagrød er, at det kan varieres i noget, der minder om en uendelighed. Jeg plejer at toppe med frisk frugt (kiwi, blåbær, hindbær, banan eller lignende) og en god müsli med masser af gode ting i.
Men der er også bl.a. tre variationer, som gør chiagrøden ekstra god og særlig, når jeg ikke lige gider at lave selve grøden på min sædvanlige vaniljesoyamælk eller kokosmælk.
Kakaomælk - chokoladechia
Om du bruger komælk eller plantemælk i din chiagrød er jo sådan set ligegyldigt. Men prøv at skifte den sædvanlige mælk ud med kakaomælk.
Det smager utroligt syndigt og bliver lidt til en flydende Nutella-mad. Og kakaomælken er utroligt god sammen med bananer og blåbær på toppen.
Jeg bruger Naturli kakao soyadrik. Det smager meget rundt og lækkert.
Hakkede mandler - mandelchia
Indrømmet! Konsistensen er måske den største forhindring ift. at sætte tænderne i en chiagrød. Det får en lidt speciel konsistens, og det er lidt "snottet", når man prøver det første gang.
Men hvis chiagrøden skal have lidt bid, så er det rigtig lækkert at hakke eksempelvis mandler fint og så lade mandlerne stå sammen med chiagrøden over nat.
Resultatet er en chiagrød, der får et hint af risalamande.
Det kan i øvrigt også være valnødder, hasselnødder eller noget andet. Men jeg er ret vild med mandler og spiser dem stort set hver dag året rundt.
Mandlerne kan naturligvis også røres i grøden, når den tages ud af køleskabet. Så har de ekstra meget knas.
Matcha - matchachia
Er du typen, der rigtig gerne vil ryge med på den sunde matchabølge, men som stadig synes, at sådan en varm matcha smager alt for meget af græs?
Jeg kan sagtens drikke en varm matcha. Men jeg foretrækker faktisk superteen i kold og mere mælket form.
Prøv at piske en smule matchapulver i mælken, inden du hælder mælken over chiafrøene. Tag lidt matchapulver ad gangen og pisk godt, så du undgår klumper.
På den måde kombineres alle de gode egenskaber i matchaen med alle de gode egenskaber i chiafrøene, og der bliver tale om en supercocktail af superfoods!
Efter sådan en morgenmad kan man sagtens tillade sig at spise et ekstra stykke kage i løbet af dagen :-)