Kvinde, kend din vin til julemaden
For knap og nap et par måneder siden blev undertegnede uddannet til sommelier på bare en aften.
Det til trods for, at jeg faktisk ellers sjældent beskæftiger mig med vin. Jeg læser ikke etiketten, går ikke op i vinområder, og kan jeg lide en vin, så drikker jeg den, kan jeg ikke, ja ... så gør jeg ikke.
Men Côtes du Rhône havde inviteret til mad og vin, og begge dele er jo noget, jeg er rigtig godt tilfreds med, så jeg takkede ja og blev på bare ganske få timer en hel del klogere på det, jeg hælder indenbords, når det kommer til vine.
I dag er det sidste chance for at få fingrene i vinen til julemiddagen, og jeg vil tage mine nyvundne kompetencer inden for vinens verden under armen og drage ud for at finde den helt rette vin til julemaden i morgen.
Er du også ude i sidste øjeblik og, ligesom jeg var, lidt på herrens mark, så kan du jo passende tage nedenstående tips med dig, når du går på jagt i vinafdelingens uendelige valgmuligheder. Men først måske lige et par pointer ift. det, du kigger på.
Læs vinetikettenDer er rigtig mange oplysninger at hente i etiketten.
Den afslører:
- Årgang
- Vinens navn
- Vinens område
- Navn på aftapper
- Alkoholprocent etc.
Disse er alle sammen pejlemærker, når du skal bestemme vinens historie. Og hvis du eksempelvis sætter dig lidt ind i årgangen på vinen, så vil du hurtigt finde ud af, om det har været et godt år for druerne eller ej. Så brug evt. Google undervejs.
Smag på vinen
Når du har styr på, hvad det er for en vin, du står med i hånden, kan du passende bede om at få lov til at smage på din vin. Når du gør det, er der tre ting, du kan holde for øje.
- Kig på vinen: Er der en hvid overflade i nærheden, så tag dit glas og læn det opad denne med en hældning på cirka 45 grader. Kig efter, om vinen er lys eller mørk. Rødvine bliver ofte lysere med alderen, hvidvine bliver mørkere. Udover det som etiketten afslører, så kan du altså bestemme, om det er en ung eller gammel vin. Bemærk i øvrigt, om farven på vinen er ensartet. På den måde kan du bestemme, om den er filtreret eller ufiltreret. Laver den "gardiner" på glasset, har vinen en høj alkoholprocent.
- Duft til vinen: Når du er færdig med at kigge, så tag næsen i brug. Slyng vinen rundt i glasset, mens du holder på dens stilk. Det frigør vinens aromaer, hvilket gør det nemmere at dufte vinens forskellige nuancer. Dufter den af noget rart, eller dufter den for sprittet?
- Smag på vinen: Endelig er det tid til at smage på vinen. Men det gøres til sidst, fordi det slet ikke er muligt at smage lige så meget, som man kan dufte. Det, vi smager på, er vinens syre, garvesyre, alkohol og, hvordan vinen føles i munden.
Match vin og madEndelig er vi nået til at afgøre, om vinen så også passer til det, vi har tænkt os at fortære som julemenu. Her afhænger det naturligvis meget af, hvad I har tænkt jer at sætte på bordet. Er det meget salt? Meget sødt?
- Salt: Valg af vinen til saltet mad afhænger af, om maden er let, moderat eller meget saltet. Let saltet mad fremhæver sødmen i hvidvin og lette rødvine. Det dæmper vinens syre samt bitre smag og får smagen til at virke blødere og federe. Moderat saltet mad har ikke den store effekt på smagen af vinen, og meget salt mad dæmper vinens sødme, så her må vinen gerne være ekstra sød.
- Syre: Til mad med meget syre (eksempelvis mad med citrusfrugter) kan man passende servere en frugtig rødvin. Madens syre fremhæver nemlig vinens frugtnoter og får den til at virke mere fyldig.
- Sød: Sød mad og sød vin går rigtig fint i spænd. Søde desserter og andre søde retter fremhæver nemlig smagen af syre, hvilket vil få en tør vin til at virke spids.
- Bitter: Bitter mad (eksempelvis rucola, oliven og lign.) kan mindske vinens tanniner og få vinen til at smage mere frugtig. Vælg derfor en, der ikke smager så meget af frugtnoter.
- Krydret: Hvidvin med en god sødme og lav alkoholstyrke er god til stærk eller krydret mad. Stærk mad får nemlig vinens bitterhed frem. Mad med peber gør vinen mere rund, fyldig og sødmefuld.
Når det så er sagt, så skal man naturligvis stadig primært skele til, om man kan lide vinen. Vi smager vin forskelligt, og der er altid undtagelser for reglen.
Noget af det vigtigste jeg lærte på mit crash-kursus i vinens verden var nemlig, at det vigtigste er, at man selv synes, det fungerer. Det er helt okay at drikke en vin, der i princippet er "forkert", hvis det fungerer bedst for dig.
Udover at blive klogere på vin, blev jeg i øvrigt virkelig stor fan af svinekæber den aften! Men det er en helt anden historie ...
Inden du stryger ud af døren for at smage, dufte og kigge på julens vine, kan du passende lægge vejen forbi Dorte på By-bak, som i dag står for den næstsidste låge i blogjulekalenderen. Hun har sat to meget fine skamler fra Kristina Dam Studio på højkant.