Introvert
Det er altså ikke en sygdom.
For nogen tid siden fik jeg en mail fra Jobindex med titlen "Introverte: Kom frit frem". Den handlede om, at introverte faktisk også kan fungere på arbejdet.
Det budskab er jo helt fint, men det provokerede mig faktisk også lidt. For halvdelen af os er sådan set introverte i mere eller mindre grad. Vi er administrerende direktører, journalister, kassemedarbejdere i Netto og ja ... alt det, som de ekstroverte også er! Så hvorfor sende en mail ud, som handler om, at introverte også er okay?
Jeg er erklæret introvert. Og jeg er ikke genert, går langs væggen eller er bange for menneskelig kontakt. Jeg kan være højtråbende, og jeg kan være stille. Præcis ligesom de fleste andre mennesker. Men jeg har brug for alenetid, og jeg er god til fordybelse.
Dog har jeg ikke altid vidst, hvad det egentlig var, jeg var for en størrelse. Derfor kom det også helt bag på mig, da jeg engang var til en jobsamtale hos en ejendomsmæglerkæde. De havde behov for en pressechef, hvilket jo lå ret meget til højrebenet. Allerede ved første samtale var jeg helt på bølgelængde med de to, som jeg sad overfor ved mødebordet. Kemien var total i orden! Anden samtale gik så godt, at jeg endte med at være blandt de to sidste kandidater - de udvalgte. Sidste skridt var, at vi begge skulle tage en personlighedstest derhjemme. Herefter skulle vi møde en ung dame fra HR-afdelingen - den sidste og afgørende samtale, inden fåret blev skilt fra bukken.
Jeg var helt i hopla til samtalen med HR-damen og de to herrer, men det blev stille og roligt pillet af mig. Jeg blev præsenteret for spørgsmål som: "Hvordan vil du håndtere, når du har et spørgsmål til en kollega, men du ikke tør at banke på hans dør?", "Hvordan vil du fungere i dialog med en journalist, når du ikke tør at sige noget?" Øhm ... Que?
På det tidspunkt havde jeg stået i butik, siden jeg var teenager, jeg havde spillet amatørteater i et årti, jeg havde arbejdet med pressearbejde i årevis, og jeg har sådan set altid turdet banke på andres dør for at spørge dem, om de mon ved en fejl har nuppet min kopi i printeren. Så jeg vidste ærlig talt ikke, hvad damen talte om, og behøver jeg at sige, at jeg gik grædefærdig fra samtalen og ikke fik jobbet?
Siden har jeg fundet ud af, at jeg er introvert. Det gør mig hverken til en bedre eller dårligere medarbejder. Det betyder, at jeg godt kan lide at fordybe mig i opgaver, men jeg er også enormt effektiv, og jeg tør faktisk godt at tale til andre mennesker. Det gør jeg dagligt! Jeg tager kundemøder og kan tale i timevis, jeg taler i telefon med journalister i gennemsnit flere gange dagligt, jeg skyder en joke af sted mod min kollega og griner højt (nogle gange af mig selv), og jeg er faktisk ret socialt anlagt. Men jeg behøver ikke at have mennesker omkring mig hele tiden. Jeg har det faktisk ret godt i mit eget selskab, og når jeg har været sammen med mange mennesker i lang tid, har holdt et oplæg eller på anden måde har været på, så trænger jeg til at lade op.
Men introvert er lidt et skældsord. Det er i nogle menneskers optik et andet ord for genert og måske lidt inkompetent - i hvert fald ikke en people's person. Men faktisk vil jeg vove at påstå, at jeg hellere vil ansætte en medarbejder, der er introvert, og som formår at gå i dybden med opgaver, end en ekstrovert, som skøjter i overfladen. Og nu er det mig, der generaliserer, jeg ved det godt. Men min pointe er, at introverte kan blive lige det, de vil, og de kan gøre lige det, de har lyst til - de kan også komme til at arbejde i en HR-afdeling, hvor de lever af at sætte andre mennesker i kasser 
Hvis du har mistanke om, at du er introvert, kan jeg varmt anbefale "Introvert - stå ved dig selv" af Anna Skyggebjerg. Den gør dig ikke til et bedre menneske. Den sætter måske bare ord på de ting, som det vil være fedt for dig selv at kunne sætte ord på, næste gang du eksempelvis sidder til en samtale og skal fortælle om dine styrker - og svagheder.
Jo jo, den er god nok. Jeg kan godt tale med andre mennesker - og med mad i munden!
