Aniston

Livet suser bare hen over hovedet på os

Om at stoppe op og mærke efter ...

Livet som fuldtidsarbejdende mor kan meget nemt give fornemmelsen af, at man aldrig har fri. At man flyver ud ad sengen, skynder sig at drikke sin morgenkaffe, suser på arbejde, hopper fra den ene opgave til den anden uden egentlig at nå i bund med nogen af dem for efterfølgende at spæne ud ad døren for at hente barn, handle ind, lave aftensmad, ordne vasketøj og den forb****** opvask, putte og så falde om i sofaen af afmagt.

Dagen efter starter samme humle. Og undervejs har man ikke overskuddet til at stoppe op og tænke over, om det egentlig er sådan, man har lyst til at have tilbragt sit liv. Bruger man sin dyrebare tid på denne jord på det, som man egentlig elsker og holder af? Vil man om 20-30 år (hvis man da har så lang tid igen ...?) tænke tilbage på det hele med en følelse af, at man skulle have prioriteret anderledes og have brugt sin tid på sjovere, federe og smukkere ting? Hvem ved ...

Nu har jeg dog fået chancen for at trække vejret og tænke over livet og på, hvordan det egentlig bør være - for mig! Jeg er nemlig blevet fritstillet fra mit job. Min stilling er blevet nedlagt. Og inden du begynder at tænke "Åh nej, det er da også synd for hende", så vil jeg skynde mig at tilføje, at det faktisk er en lettelse. Nu har jeg nemlig pludselig tid til at se ud over Outlook-kalenderen og trække vejret. Tænke over, hvad der egentlig gør mig glad, og hvad jeg skal bruge min tid på, så jeg om 20-30 år forhåbentlig kan tænke tilbage på det hele og sige: "Du har sgu levet dit liv, som du skulle!"

Intet er naturligvis sikkert, og jeg kan aldrig vide, om jeg uanset hvad vil tænke "Coulda, woulda, shoulda", men jeg kan leve mit liv efter mine drømme og mit hjerte lige nu! Nogle andre har taget beslutningen for mig om, at jeg skal trække stikket ud og finde på noget andet at lave, og det siger jeg tak for.

Hvad min nærmeste fremtid så skal byde på, ved jeg endnu ikke. Men jeg vil tage mig tiden til at mærke efter i stedet for at løbe direkte ind i det næste job, som måske heller ikke 100 pct. er det, jeg virkelig vil elske at bruge min dyrebare tid på. Måske man også skulle snige en jordomrejse, et kursus eller noget andet spændende ind på to-do-listen, nu man er i gang?!

Som et klogt band engang sagde:

Kys det nu, det satans liv
Og grib det, fang det
Før det er forbi
ANNONCE
Livet suser bare hen over hovedet på os
Del

Seneste nyt

Annonce