Infallible Nails
Almindelig neglelak med lang holdbarhed.
Lakker, der holder lidt længere end 2-3 dage, scorer ret højt på min liste over ting, som jeg rigtig god kan lide. Derfor har jeg også kastet min kærlighed over bl.a. essie, By K. og Depend GelLack.
Men nu lancerer L'Oréal faktisk en ny neglelak, som er en gylden middelvej mellem en almindelig lak og en gellack - det er en såkaldt langtidsholdbar neglelak, som, samtidig med, at den er mere holdbar end en helt almindelig lak, stadig er en almindelig lak, som man kan tage af med almindelig neglelakfjerner.
Infalible Nails fra L'Or'eal Paris giver det, som L'Oréal selv kalder et langtidsholdbart salonresultat. Den fungerer således, at den består af en helt almindelig lak, som man finder i den ene ende, samt en forseglende overlak, som man finder i den anden ende.
Neglelakken lægger man to lag af direkte på neglen (grænseoverskridende, når man nu er så glad for underlak), og så forsegler man ellers med overlakken.
Hver 2.-3. dag giver man så lakken et nyt lag overlak, som sørger for at holde lakken på plads og i øvrigt giver ekstra glans til neglen. Og på den måde skal lakken kunne holde i op til 12 dage.
Holder Infallible Nails så, hvad den lover? Tja, sådan da. Men den slides ret hurtigt lidt på spidserne, og jeg synes faktisk ikke, at den var acceptabel, da der var gået 6-7 dage - og det selvom jeg havde forseglet lakken tre gange undervejs. Den holder altså kun lidt længere end en almindelig lak med over- og underlak.
Til gengæld skal Infallible Nails virkelig have point for sin glans! Den er mega flot og glansfuld! Og jeg kan faktisk godt leve med at skifte lak en gang om ugen. Man skal jo have en ny lækker farve at kigge på en gang imellem.
Infallible Nails har en vejl. pris på 79,95 kr.