En rejse i bæredygtighed #1
Lidt om fordommene.
Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg har ikke købt en Knorr lasagne (eller for den sags skyld et andet Knorr produkt) i sådan cirka 10 år. Det lyder måske som fuldkommen ligegyldig viden, men det er ikke ligegyldigt ift., at jeg netop har tilbragt et par dage i Spanien sammen med netop Knorr. Og det er som om, jeg har fået nye briller på. Nye, oplyste briller, that is. Briller, som nu ved, at tingene ikke er, som, jeg troede, de var.
Grunden til, at Knorr ikke er landet i indkøbskurven, siden jeg begyndte at interessere mig for at lave mad, er, at jeg har troet, at det var junk. At det var et produkt, der var alt andet end sundt, naturligt og næringsmæssigt korrekt. At det var det forkerte alternativ, ganske enkelt.
Men vi danskere er tilsyneladende meget glade for specielt Knorr lasagne. Så glade, at vi rent faktisk er verdensmestre i at købe Knorr lasagne. Det giver jo Knorr et ansvar. Et ansvar, som de har taget på deres skuldre, og som de tager ganske alvorligt. Netop pga. dette ansvar har jeg været på lidt af en bæredygtighedsrejse. En rejse med uanede mængder af bæredygtige tomater.
Den rejse skal jeg nok fortælle mere om over den kommende tid. Og jeg håber, at du vil lytte. For hvis Knorr, som den gigantiske spiller de er, når det gælder fødevarer, kan komme ud med deres bæredygtighedsbudskaber, så smitter det forhåbentligt af på alle de andre, som også langer ufattelige mængder af fødevarer disken, og som også må tage et ansvar, hvis vores børn og børnebørn skal have mulighed for at smage en tomat, majs eller agurk.
Men indtil da vil jeg blot slå fast, at jeg ikke længere er så bange for Knorr, og at mange af mine fordomme er blevet manet til jorden. Man skal lære, mens man lever, og heldigvis for det. For man kan kun blive klogere.
