Casual store julefrokostfredag
Favoritter og en aften lige efter min bog.
I fredags stod den på årets første og eneste julefrokost for mit vedkommende - og det tilsyneladende sammen med resten af Danmark, som også var på det helt store julefrokost-togt. Det er egentlig okay kun at have en julefrokost at gejle sig op til - og oven i købet en ganske casual en, hvor vi mødtes på Gran Torino Pizza til en drink, et glas vin og en pizza, senere fik kaffe og kage og så hjem i seng.
Jeg er i det hele taget ikke til at iføre mig det store glimmerskrud (har ikke haft en kjole på, siden jeg blev konfirmeret), så det passede mig fint, at jeg kunne finde et par lækre favoritter i skabet, sætte et par hæle til, skrue lidt ekstra op for guldet i makeuppen og så af sted.
Det blev til min favorit blazer med læderlookdetaljer fra Soyaconcept, mine højtaljede jeans fra Mid.Munk, en nyindkøbt t-shirt fra IRO fundet på udsalg på My-wardrobe.com, solide hæle med cut-out fra Deichmann tilsat lidt gulddetaljer fra Stine Goya. Alt i alt et skønt koncept med lidt afslappet julefrokost, hvor man kan få lov til at iføre sig en række gamle og nye favoritter og have en hyggelig aften med folk, man holder af - og helt uden tømmermænd, omend lidt træthed, dagen derpå.