Vandfast mascara eller ej?
Skåret over en kam, så har jeg det lidt stramt med vandfast mascara.
Bevares! Opfindelsen er jo GENIAL, hvis man skal på badeferie og stadig gerne vil se normal ud med bare en smule mascara på vipperne. Eller når det regner, og man skal til møder, hvor det ikke rigtigt er nogen mulighed at sætte sig til mødebordet klædt ud som panda.
Men derudover er jeg ikke den store fan af vandfast mascara. Det er et nødvendigt onde, men grundlæggende kan en vandfast mascara aldrig måle sig med en almindelig mascara på hverken effekt eller brugervenlighed.
De fleste vandfaste mascara er svære at arbejde med. De giver ikke hverken den volumen eller den effekt på vipperne, som en almindeligt god mascara giver, og så er de som regel virkeligt svære at få af med selv den mest effektive øjenmakeupfjerner - i hvert tilfælde hvis man er glad for sine vipper og derfor gerne ville have, at de også er der, når man havde fjernet mascaraen.
Derudover har jeg ret ofte oplevet, at vandfast mascara faktisk svier i øjnene, når man bruger den, og det er bestemt ikke nogen rar oplevelse!
Der er dog stor forskel på de vandfaste mascara.
De fleste af dem, jeg har testet over årene, er ret dårlige og er endt direkte i skraldespanden.
Der er dog én bestemt vandfast mascara, som jeg har købt flere gange over årene, og det er Lash Plumping Mascara fra Yves Rocher. En mascara der ikke ser ud af det store, men som er nem at arbejde med, som rent faktisk giver noget fylde og spredning på vipperne, og som, vigtigst af alt, når det gælder vandfast mascara, faktisk også er ret nem at få af igen med en helt almindelig øjenmakeupfjerner.
Dog landede der faktisk en helt ny vandfast mascara i postkassen for nogen tid siden og så oven i købet fra et af de mærker, som jeg generelt set er ret begejstret for - nemlig IDUN Minerals.
Når det handler om IDUN, har jeg altid ret høje forventninger, fordi deres niveau og kvalitet generelt er meget højt. Jeg var dog ret spændt på, hvad de mon kunne præstere med deres helt nye vandfaste mascara EIR Mascara Waterproof.
IDUN Minerals' vandfaste mascara er dog faktisk strøget direkte ind på min helt nye top 2 over vandfast mascara, og den får rigtig mange point for, at den giver masser af effekt til vipperne, at den spreder dem, og at den faktisk også er forbløffende nem at få af igen med micellar vand og en vatrondel - og det uden, at man hiver en eneste øjenvippe med ud. Den svier slet ikke i øjnene, og så er den meget nem at bygge op til en ret god volumen!
Indrømmet! Jeg har ikke testet EIR Mascara Waterproof med en iskold dukkert i en pool - endnu!
Men jeg har testet den på cyklen i en medium regnbyge, og der blev den, hvor den skulle, og jeg slap helt for panda-looket.
Samtidig med den vandfaste mascara har IDUN Minerals desuden lanceret en helt almindelig EIR Mascara til de dage, hvor man ikke skal hverken bade eller kæmpe sig igennem regnen. Den er til hverdagen uden de store strabadser med andre ord. Og den er faktisk intet mindre end suveræn!
Den adskiller vipperne, giver masser af volumen, er utroligt nem at bygge op til et mere fyldigt look, og selvom den har en ret bred børste, så er den også nem at fange selv de korte vipper med.
IDUN Minerals' to nye mascaraer er i det hele taget et ret godt bud, hvis der skal indkøbes en ny mascara eller to i den kommende tid. Og som bonus er de helt fri for både bismuth, nikkel, krom samt nano. I øvrigt er de fri for parabener, hvis man går op i den slags.
Jeg har tidligere shoppet IDUN på apoteket, men nu er de i stedet bl.a. rykket ind på Matas.dk, hvor deres forårs- og sommernyheder også forhandles.