Aniston

[Opskrift]: Varm chokolade, der varmer ekstra meget

[Opskrift]: Varm chokolade, der varmer ekstra meget

Det er sæson for varm kakao. Sådan en kop varmer helt ned i tæerne, og det er ren velvære, når et krus varm chokolade er fyldig og god.

Skal den varme kakao dog varme ekstra meget og måske oven i købet blive en hel lille dessert efter maden, så kan det varmt anbefales at hælde et skvæt alkohol i.

Jeg har samlet tre rigtig gode opskrifter på varm kakao med et hint af alkohol.

Jeg laver ofte den varme kakao helt fra bunden med chokoladeknapper eller usødet kakaopulver, da den færdigblandede chokoladepulver med sukker ofte bliver lidt for sød, men det kan man gøre efter behov og lyst. Dog er frisk mælk - og ikke vand - bestemt at anbefale, når nu man er i gang med at kreere gode sager.

PS: Man må stadig gerne putte flødeskum på toppen - eller (uh!) små skumfiduser ;-)
 

Varm kakao med rødvin
 

De fleste ved, at chokolade og rødvin passer rigtig godt sammen. Men vidste du også, at varm chokolade og rødvin er en rigtig god cocktail?

Ingredienser (til to kopper):
1,5 dl mælk
Chokoladeknapper eller kakaopulver og sukker efter behov
1/2 dl rødvin
Evt. flødeskum til toppen

Sådan gør du:
Varm mælk og chokoladeknapper i en gryde ved middelvarme. Rør, indtil kakaoen er smeltet helt sammen med mælken. Hæld rødvinen i, og varm op.

Smag til, mens du hælder rødvinen i, så blandingsforholdet passer dig.

Hæld over i kopper, og top gerne med flødeskum.

Varm kakao med Kahlua


Kahlua med kold Cocio er en gammel barklassiker, som bliver lidt mere voksen og sofistikeret, hvis den serveres varmt.

Ingredienser (til to kopper):
2 dl mælk
Chokoladeknapper eller kakaopulver og sukker efter behov
1/4 tsk. kanel
Et lille drys muskat
2 cl Kahlua
Evt. flødeskum og/eller kumfiduser til toppen

Sådan gør du:
Varm mælk og chokoladeknapper op i en gryde ved middel varm. Rør, til chokoladen er opløst i mælken. Tilsæt herefter kanel og muskat og varm kakaoen op.

Tag kakaoen af varmen og rør Kahlua i.

Put evt. flødeskum og/eller skumfiduser på toppen. Skal det være endnu syndigere, kan det også anbefales med lidt chokoladesovs.


Varm kakao med Bailey's


Alt bliver bedre med Bailey's!

Ingredienser (til to kopper):
2 dl mælk
Chokoladeknapper eller kakaopulver og sukker efter behov
3 dl Bailey's
Evt. flødeskum eller skumfiduser

Sådan gør du:
Rør mælk og chokoladeknapper sammen i en gryde ved middel varme. Rør, til chokoladeknapper er opløst i mælken.

Tilsæt herefter Bailey's og rør, mens det varmes op.

Hæld i kopper og tilsæt evt. flødeskum og/eller skumfiduser på toppen.
 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce