One Day Without Shoes
Smid skoene den 29. april.
For yderligere at sætte fokus på hele problematikken omkring, at nogle børn i verden ikke har sko at tage på deres små fødder, når de skal i skole, opfordrer TOMS nu til, at du og jeg smider skoene.
"One Day Without Shoes" falder den 29. april, og så er det bare om at hoppe ud af sine støvler, heels eller gummisko og gå en ture på de bare pusselanker for dermed at øge synligheden af problemet.
Intet mindre end 740 mio mennesker, de fleste af dem børn, kæmper dagligt mod hageorm, en jordoverført orm, der forekommer hyppigt i tropiske og subtropiske områder, fordi de ikke har sko på fødderne. Hageorm kan bl.a. betyde, at man oplever fysisk og mental væksthæmning og svækket immunforsvar. Herudover kan man udvikle blodmangel og udslæt. Samlet set et scenarie, som man ikke ønsker for sin værste fjende, men som noget så simpelt som et par sko kan være med til at minimere risikoen for.
Samtidig viser undersøgelser, at skoleuniformer og sko øger fremmødet i skolen med op mod 62 pct. Og sko øger faktisk også selvværdet blandt de børn, som ikke mener, at sko er en selvfølge.
"One Day Without Shoes" løber af stablen i hele verden den 29. april, og hvis du vil støtte op om sagen, så er det bare om at tage en sko-fri dag på kontoret.