Aniston

Ny blogger: Jeg holder af hverdagen

Ny blogger: Jeg holder af hverdagen

Har du nogensinde prøvet at være inviteret til en fest, hvor du på forhånd ved, at du kun kender værten? Hvor du ingen anelse har, hvorvidt du har noget til fælles med de øvrige i selskabet, og hvor du måske endda øver dig på, hvordan du skal præsentere dig selv, hvis nogen spørger til hvem du er?

Jeg havde lidt den følelse, da jeg fik chancen for at være blogger her på Aniston.dk, og Conni foreslog, at jeg startede med at præsentere mig selv.

Jeg har skrevet mindst syv forskellige introduktioner til, hvem jeg er og slettet lige så mange, for til sidst at beslutte mig for bare at springe ud i det.

Tillad mig derfor at præsentere mig selv - sådan helt uden forbehold.

Jeg hedder Jette, er både heldig mor til 3, gift med min bedste ven, og når jeg går på arbejde er det som selvstændig.

For dem der måtte ønske de mere kedelige detaljer har jeg speciale i forbrugeradfærd - mere eller mindre betyder det, at jeg ved en del om, hvorfor vi mennesker køber og forbruger det, vi gør. Jeg lover ikke at bruge det imod jer :)

I bedste Dan Túrell stil holder jeg af hverdagen - sådan helt ind i kernen af den med alt den forudsigelige uforudsigelighed, med madpakker og ungernes lektier og alt det andet der hører med. 

Jeg elsker at finde alt det nære og drive alt den hygge ud af hverdagen, jeg kan komme til: Picnic med familien, at samle æbler i haven om efteråret og at læse en endeløs række af børnebøger, inden ungerne skal sove om aftenen.

Jeg er madnørd, kronisk kogebogssamler og gadgetelsker. Og så er jeg evigt rejselysten.

Det betyder, at noget af det jeg kommer til at bidrage med her på Aniston.dk er alt fra helt almindelige hverdagsting over kulinariske eventyr og ikke mindst rejseberetninger. Muligvis også et husrenoveringsprojekt eller to, idet vi bor i et gammel hus, hvor der altid er mulighed for at gøre noget. Nok meget godt for mig, der ikke holder meget af at sidde stille og lave ingenting.

Det er også muligt, at I ikke helt bliver fri for at høre om mit seneste - og måske mest vilde projekt nogensinde - nemlig min deltagelse i dette års Bagedyst på DR. 

Jeg har altid haft en forkærlighed for at skrive, og jeg er ekstra glad for at være blevet inviteret indenfor hos netop Aniston.dk, som jeg har fulgt i flere år. Jeg har altid syntes, at universet bød på en ægthed og troværdighed ud over det sædvanlige og har nydt at følge med i både rejseberetninger, guides, opskrifter og alt det andet gode. Det er nærmest overflødigt at nævne, at jeg glæder mig helt vildt til at komme igang sådan for alvor. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce