Mommyporn 2.0
Vi har nok alle sammen tygget Fifty Shades of Grey igennem. Og nogle har måske endda taget skridtet videre og kastet sig over et par af de bøger, der kom i en sand flodbølge efter hele Grey-fænomenet.
Men så blev vi også mætte. Vi gad ikke mere mommyporn og dårligt formulerede, hurtigt oversatte saftige romaner, der fyldte 600 sider, selvom de egentligt burde have været noveller.
Personligt stod jeg af efter at have læst samtlige Fifty Shades bøger. Jeg kunne ikke mere og havde brug for en masse krimier og historiske romaner til at slette minderne om det, jeg havde læst.
Siden da er jeg gået en stor bue udenom alt, hvad der kom i genren mommyporn. Indtil jeg kom til at kaste mig over "Beautiful Bastard" ved et rent uheld!
Sagen er den, at "Beautiful Bastard" var kommet ind ad brevsprækken sammen med efterfølgeren "Beautiful Stranger". Jeg skulle i al hast finde en bog at tage med til USA på ferie, "Beautiful Bastard" lå øverst i bunken, og jeg fik aldrig rigtigt læst bag på bogen, hvad den egentligt handlede om.
Allerede efter første kapitel fandt jeg ud af, hvad det egentligt var, der havde ligget i min håndbagage på turen over Atlanten. Men jeg var samtidigt allerede efter første kapitel overbevist om, at det her faktisk var anderledes end det, jeg havde afskrevet for efterhånden lang tid siden. Det var mommyporn version 2.0. Det var anderledes velfortalt og mere tankefyldt, og det var faktisk god underholdning!
Jeg vil ikke påstå, at hverken "Beautiful Bastard" eller "Beautiful Stranger", som jeg kastede mig sultent over, da jeg kom hjem fra ferien, har gjort mig klogere eller har beriget mit liv og min ånd. Men det er et par gode historier, som fænger, og som begge er vaskeægte "page turners".
Man kan ikke bare lægge "Beautfiful Bastard" og "Beautiful Stranger" fra sig igen, når man har læst et kapitel eller to. Fordi man får historien fortalt kontinuerligt gennem to forskellige personer, er man ganske enkelt nødt til at fortsætte for at få den anden parts udlægning af historien og fortsættelsen med det samme.
Så ... Var du til mommyporn, da bølgen for alvor ramte verden, så tror jeg bestemt, du skal forsøge dig med denne nye version, som er skrevet under pseudonymet Christina Lauren - et makkerpar af to kvindelige forfattere, som allerede har taget USA og mange andre dele af verden med storm.
"Beautiful Bastard" og "Beautiful Stranger" er udgivet af Pretty Ink.